Årets herlige oplevelser og overraskelser i Wimblendon: Vinderen Jelena Rybakina og semifinalisten Tatjana Maria (fotos: Wimbledon)

27/6 – 10/7 London: Årets Wimbledon turnering var problematisk. Arrangørerne udelukkede alle russiske og hviderussiske spillere; dernæst annullerede ATP og WTA endnu mere urimeligt alle ranglistepoints for turneringen, hvilket især gik ud over turneringens to store positive overraskelser: Tatjana Maria og Jelena Rybakina. Tatjana Maria (t.h.) slog Sorana Cirstea 6-3, 1-6, 7-5, og den snart 35-årige to-barns mor fortsatte med sensationelle sejre over Maria Sakkari (6-3, 7-5) og Jelena Ostapenko (5-7, 7-5, 7-5), de største sejre i hendes karrière. Tysk kvindetennis nye håb Jule Niemeier havde sensationelt besejret andenseedede Anett Kontaveit (6-4, 6-0) samt Lesia Tsurenko og Heather Watson; men den tysk-tyske kvartfinale vandt Tatjana Maria 4-6, 6-2, 7-5. Verdens-etteren Iga Swiateks sejrsstime blev brudt af Alizé Cornet, og Angelique Keber tabte til Elise Mertens, men hverken Cornet eller Mertens gik hele vejen. Jelena Rybakina gik til semifinale via sejre over bl.a. Petra Martic og Ajla Tomljanovic, og her vandt Rybakina så klart som 6-3, 6-3 over Simona Halep, vinderen fra 2019, mens Tatjana Maria skulle møde familiens veninde Ons Jabeur. Tuneseren vandt den underholdende kamp 6-2, 3-6, 6-1, men Maria har glædet mange med sit varierede og usædvanlige spil. Til gengæld vandt Rybakina finalen over Jabeur: 3-6, 6-2, 6-2. Med gode dybe slag og ryk til nettet hentede den høje, elegante kazakh sin og sit lands første grand slam sejr. Den 23-årige Rybakina har således indfriet de forventninger, vi fik i Båstad juli 2019. PS: Interview med Rybakinas træner siden 2019, Stefano Vukov.

Hos mændene blev 37-årige, 208 cm høje John Isner ganske vist slået ud af den unge italiener Jannik Sinner, men forinden slog Isner krotaten Ivo Karlovis verdensrekord med 20 og nåede op på 13.748 serve-esser siden 1991, mere end 2.000 over Roger Federer på tredjepladsen. Isner slog med 253 km/t for nogle år siden Karlovics rekord i den hårdeste serv nogen sinde. Isner har også en tredje rekord: den længste tenniskamp, den 11 t/5m lange kamp mod Nicolas Mahut dagene 22/6-24/6 2010 i Wimbledon. Men mændenes finale stod mellem Novak Djokovic og Nick Kyrgios, som bør glæde sig over at være kommet så langt, for han kæmper både med sig selv og modstanderen. Djokovic fejrede sin bryllupsdag med en 4-6, 6-3, 6-4, 7-6 sejr; det er hans 7. sejr i Wimbledon, den 4. i træk og hans 21. grand slam titel, dvs. blot én mindre end Nadal, men én mere end Federer.

Johanne Svendsen indledte junior-turneringen med en lidt usikker sejr på 6-3, 6-3 over Mia Slama fra USA, men tabte desværre i anden runde til polakken Olivia Lincer 6-7, 5-7. I kvindernes double stod finalen mellem det belgisk-kinesiske par Elise Mertens og Shuai Zhang og det tjekkiske par Barbora Krejciková og Katerina Siniaková; Siniaková var suveræn, og tjekkerne vandt 6-2, 6-4. Det er parrets anden Wimbledon titel (2018, 2022), og parret også har vundet Australian Open (2022) og French Open (2018, 2021). Mertens vandt Wimbledon-doublen sidste år s.m. Hsieh Su-Wei, Taiwan.

● 25/6 Eastbourne, England: Petra Kvitová vandt finalen over Jelena Ostapenko – hendes 29. titel.

● 20/6 – 25/6 Bad Homburg Open: Den beskedne tyske græs-turnering bød på et comeback af Sabine Lisicki, en grumt sygdomsramt spiller; Lisicki vandt de to første kampe, men måtte i en meget lige kamp bøje sig for Caroline GarciaTatjana Maria opnåede kun enkelt sejr og tabte til Alizé Cornet, og Cornet slog også den tredje tyske veteran, Angelique Kerber. Den fjerde af Tysklands endnu aktive “gyldne piger”, Andrea Petkovic, tabte i første runde til Daria Kasatkina. Hvor er efterfølgerne? Her triumferede franskmændene: Dels Cornet, dels Garcia med finalesejr over Bianca Andreescu, Garcias første turneringssejr i lang tid.

● 19/6 Berlin Open: Min tjekkiske yndling Katerina Siniaková vandt doublefinalen s.m. australske Storm Sanders over det fransk-schweiziske par Alizé Cornet og Jil Teichmann. I single måtte Belinda Bencic trække sig i finalen, så Ons Jabeur blev vinder.

● 19/6, Raanana, Israel: Veronikas lillesøster Polina Kudermetova vandt finalen over en anden russer, Maria Timofejeva: 4-6, 6-4, 7-5.

● 19/6, Halle, Tyskland: Endnu en flov indsats af den nye verdens-etter Daniil Medvedev i den kendte græsturnering, som Roger Federer har vundet flere gange. Polakken Hubert Hurkacz vandt finalen, og det er hans femte turneringssejr i hans unge karrière.