Garbine Muguruza, foto: Si Robi, Wikimedia 

3. – 16. juli 2017, Wimbledon, London: Verdens fornemste græsturnering bød på artige overraskelser. I et brag af en kvartfinale formåede Joanna Konta at slå Simona Halep, som således ikke kunne overtage førstepladsen på kvindernes rangliste – ledig efter Angelique Kerbers nederlag til Garbiñe Muguruza. Selv om også Plisková tabte, fik hun points nok til at blive nye 1’er. Finalen blev et opgør mellem Muguruza og den 14 år ældre Venus Williams: Muguruza vandt 7-5, 6-0 (!). Mens første sæt var jævnbyrdigt, løftede Muguruza sit niveau i andet sæt og lagde pres på Williams, så denne begik mange fejl. Wimbledon-sejren er Muguruzas anden grandslam-sejr (den første var French Open 2016 – se n.f.) ud af i alt syv titler. Skønt, når det er en så velspillende og elegant vinder!

Hos mændene var den store overraskelse, at Rafael Nadal tabte til Gilles Muller, Luxembourg, men Muller tabte så til Marin Cilic. Roger Federer holdt fast, besejrede Milos Raonic samt Tomas Berdych, i en meget lige og velspillet semifinale, og til sidst Cilic. Det var Federers 11. Wimbledon finale og 8. sejr mod Pete Sampras’ 7 sejre og Björn Borgs 5. Federer har nu 19 grandslam-sejre mod Nadals 15 og Sampras’ 14. I samlet antal turnerings-sejre er Federer nr. 3 med 93 mod Jimmy Connors’ 109 og Ivan Lendls 94. Martina Hingis, som ikke længere gør sig i single, fulgte den schweiziske stime med en sejr i mixed-double-finalen sammen med ‘den anden’ Murray, Andys storebror  Jamie Murray.

25/6 2017, MallorcaFlere turneringer på græs blev afsluttet i weekenden 24.-25. juni og er for mange tennisspillere en forberedelse på årets vigtigste turnering på græs: Wimbledon. Julia Görges kæmpede sig til finalen på Mallorca med sejre over bl.a. Anastasia Pavljutjenkova, Sabine Lisicki og Catherine Bellis, men måtte i finalen bøje sig for letten Anastasia Sevastova, der vandt 6-4, 3-6, 6-3. Görges’ forhånd lynede nogle gange med flotte slag og stærke server, men Görges havde for mange udfald. Finalepladsen betød dog, at Görges rykkede fra nr. 54 til nr. 45 på ranglisten.

28. maj – 11. juni 2017, French Open, Paris: Årets største turnering på grus gik i gang med et brag, da russeren Jelena Makarova, mest kendt som dobbeltspiller, slog verdens-etteren Angelique Kerber, som savnede kampgejst og godt spil. Det var ikke helt så pinligt, at Julia Görges blev besejret af amerikaneren Madison Brengle, for Görges kæmpede godt samtlige 168 min., men overplacerede for mange bolde. Caroline Wozniacki overlevede rutineret de første runder, men så mødte hun mødte det unge useedede energibundt, Jelena Ostapenko, som derefter gik hele vejen og sensationelt vandt finalen mod Simona Halep 4-6, 6-4, 6-3. Hun er den første vinder fra Letland og den første useedede spiller, som vinder i Paris siden 1933. Den temperamentsfulde Ostapenko spiller hurtigt og aggressivt, satser vildt, derfor mange vinderbolde og mange uprovokerede fejl. I mændenes finale kunne Stanislas Wawrinka intet stille op over for den suveræne gruskonge Rafael Nadal, som vandt 6-2, 6-3, 6-1.

● 23. april 2017, Federation Cup:  I kampen mellem Tyskland og Ukraine var det Julia Görges – og ikke Angelique Kerber – som sikrede Tyskland en 3-1 sejr. Görges vandt begge sine kampe – mod hhv. Jelina Svitolina og Lesia Tsurenko, mens Kerber skuffede igen-igen: slog Tsurenko, men tabte til Svitolina.