19/5 – 25/5 Strasbourg, Frankrig (WTA 500): Allerede i første runde tabte Sorana Cîrstea til Polens sympatiske nr. 2, Magda Linette. Det blev 5-7, 5-7 efter 113 min. spil, en lige kamp, som Cîrstea burde have vundet, men serven svigtede hende, og hun lavede fem dobbeltfejl. Cîrstea deltog for femte gang i Strassbourg, hvor hun nåede finalen i 2021, men tabte til Barborá Krejcíková. Turneringen endte i år med en hårdtslående amerikansk finale, hvor Madison Keys slog Danielle Collins.

7/5 – 19/5 Internazionali d’Italia, Rom: I forbindelse med 1000 points turneringen skete to karrierestop. Italienernes egen, 32-årige Camila Giorgi (se februar 2023), har forladt konkurrence-tennis. Giorgi opnåede fire WTA titler i karrieren, men den sidste tid har skuffet. Østrigske Dominic Thiem sagde også farvel efter en karriere, som led et knæk ved en håndled-skade i 2021, efter at Thiem havde vundet US Open titlen i 2020. Jelena Rybakina trak sig fra turneringen pga. sygdom. Sorana Cîrstea var seedet 28 og gik direkte til anden runde, hvor den 34-årige vandt 7-5, 6-0 over det 17-årige tjekkiske talent Brenda Fruhvirtová, den yngste af de to søstre. Marketa Vondrousová slog den anden rumæner, Ana Bogdan, ud, men så besejrede Cîrstea den tjekkiske Wimbledon-vinder 7-6, 6-3; jævnbyrdigt første sæt indtil tiebreak, som Cîrstea vandt 7-1, og det gav hende momentum i andet sæt. Cîrstea var nærmest uigenkendelig i kampen mod Madison Keys og udnyttede bl.a. ikke flere breakbolde. Keys vandt en knusende sejr på 6-2, 6-1. Ved 3-1 til Keys i andet blev kampen afbrudt i næsten en time pga. demonstranter, men pausen hjalp desværre ikke Cîrstea, jf. Tennis Infinity. Den tredje rumæner, Jaqueline Cristian, gik videre efter en hård kamp mod russeren Jelina Avanesian; Cristians kamp mod Coco Gauff forløb vanvittigt; Gauff vandt første sæt med 6-1, men så kollapsede Gauffs serv, mange dobbeltfejl, og Cristian vandt andet sæt 6-0; i tredje sæt fik Gauff lidt bedre styr på sit spil og vandt sættet og kampen: 6-1, 0-6, 6-3. Så var der kun den fjerde rumæner, Irina Begu, tilbage. Begu fik to gratis runder, idet hendes modstandere blev syge, men vandt så overbevisende 6-2, 6-0 over Elise Mertens på kun 78 minutter; desværre tabte Begu derefter til Danielle Collins, men hverken Gauff eller Collins nåede finalen: Her vandt kedelige Swiatek med 6-2, 6-3 over højtråbende Sabalenka – en skuffende slutning på turneringen. Hos mændene blev to af de gamle nærmest fejet ud af banen, Rafael Nadal og Novak Djokovic; heller ikke Grigor Dimitrov, Andrej Rubljov og Holger Rune gik langt. To forfriskende chilenere gav mændenes turnering liv: Alejandro Tabilo nåede semifinalerne, Nicolas Jarry nåede helt til finalen, hvor han dog blev slået af Alexander Zverev 6-4, 7-5.

●  23/4 – 5/5 Mutua Madrid Open (WTA 1000): Her var Sorana Cîrstea seedet 27 gik direkte til anden runde, hvor hun vandt 6-3, 6-7, 6-4 over filippineren Alexandra Eala, som slog Lesia Tsurenko i første runde. I tredje runde mødte Cîrstea verdens-etteren Iga Swiatek, som desværre vandt med klare 6-1, 6-1. Jelena Rybakina var igen seedet 4 og gik smertefrit til kvartfinalerne, hvor hun mødte en anden kazakh, Julia Putintseva, som forud havde besejret bl.a. Daria Kasatkina. Rybakina overlevede to matchbolde til Putintseva og vandt 4-6, 7-6, 7-5. Russeren Mirra Andrejeva var netop blevet 17 år og imponerede med sejre over bl.a. Linda Nosková, Marketa Vondrousová og Jasmine Paolini; spillet lovede godt for fremtiden, men den 17-årige var chanceløs over for Aryna Sabalenka, som spillede næsten fejlfrit og vandt 6-1, 6-4. Semifinalen mellem Rybakina og Sabalenka var endnu én af de to veninders spændende kampe; denne gang vandt Sabalenka 1-6, 7-5, 7-6, jf. BBC (bill. m. Sabas typiske attitude) og Tennis Majors (Lena skuffet over sig selv). Sabalenka havde mulighed for at genvinde titlen, men i en finalegyser vandt Swiatek knebent 7-5, 4-6, 7-6, jf. Tennis Majors. Hos mændene tog Rafael Nadal afsked med hjemmepublikum, da han tabte til tjekken Jiri Lehecka, jf. Super Sport og Tennis Majors. Tysklands nr. 2, Jan-Lennard Struff, var tæt på at slå Carlos Alcaraz, som vandt knebent, men så vandt ‘enfant terrible’ Andrej Rubljov heldigvis over den trælse spanier. Med Djokovic, Medvedev og Sinner ude, havde Lehecka gode chancer for at nå finalen, men så måtte han selv trække sig. Finalen vandt Rubljov 4-6, 7-5, 7-5 over Félix Auger-Aliassime.

21/5 Madrid: Den kun 30-årige venezuelansk-spanske Garbiñe Muguruza trækker sig tilbage fra konkurrence-tennis. Muguruzas elegante form for tennis – à la Chris Evert – toppede, da hun vandt French Open 2016, Wimbledon 2017 og årsfinalen 2021, men karrièren har skuffet – været meget ujævn, jf. APSky SportsSports illustrated (PS: Senere på året giftede hun sig, jf. The Daily Mirror)

16/4 – 21/4 Porsche Tennis Grand Prix, Stuttgart (WTA 500): Det blev en dårlig start på grussæsonen for Sorana Cîrstea, som tabte til Kinas bedste, Qinwen Zheng, og Donna Vekic blev slået af Marketa Vondrousová, mens Barbora Krejcíková blev besejret af Veronika Kudermetova. Verdens nr. 4, Jelena Rybakina, leverede sejre på stribe over Kudermetova, Jasmine Paolini og i semifinalen 6-3, 4-6, 6-3 over verdens-etteren Iga Swiatek, som “Ryba” nu har slået i 4 ud af 6 opgør. Ukraineren Marta Kostjuk imponerede med sejre over Laura Siegemund, Qinwen Zheng, Cori Gauff og Marketa Vondrousová, men Rybakina vandt finalen over Kostjuk så klart som 6-2, 6-2 og dermed Porsche-bilen. Det er Rybakinas tredje turneringssejr i år.