● 8/6 – 14/6 London Championships (WTA 500): Det vakte furore, at sidste års vinder Tatjana Maria, som til daglig spiller klubtennis for TC Bredeney i Essen, måtte spille kvalifikation for at komme i første runde; her vandt hun sikkert over Maria Sakkari, jf. t-sport. Så ventede førsteseedede Jelena Rybakina. Med besvær vandt Sorana Cîrstea over australske Maddision Inglis, og så ventede Londons darling, Emma Raducanu. USA’s 18-årige toptalent Iva Jovic, som slog Emma Navarro i Paris, er værd at holde øje med, jf. Profile; her i London udraderede hun Alexandra Eala, og så ventede Amanda Anisimova. Alle ventede, forgæves, samtlige kampe torsdag d. 11/6 på det ellers hyggelige græs-anlæg i Queens-bydelen måtte aflyses pga. regnvejr. Fredag måtte nogle spillere derfor afvikle to kampe samme dag: Jelena Rybakina slog Tatjana Maria, men tabte til Katie Boulter, som allerede havde vundet over en tam Jaqueline Cristian. Iva Jovic vandt over Amanda Anisimova. Emma Raducanu er inde i en god udvikling og fik revanche mod Sorana Cîrstea; bruset er gået af Cîrsteas flotte første halvår. Raducanu fortsatte fremgangen med en semifinalesejr over Jovic: 6-2, 6-2. Ligesom Tatjana Maria måtte Donna Vekic, som har haft et svært sidste års tid, gennem kvali-kampe, og hun tabte endda kvali-finalen, men kom med i hovedturneringen på et afbud og nåede semifinalerne: Her vandt Vekic i en fejlfri og overbevisende kamp over Boulter: 6-1, 6-3. Finalen blev også både velspillet og spændende. I andet sæt kom Raducanu stærkt ind i kampen, men Vekic vandt 6-0, 7-6, jf. t-temple – en fantastisk retur til top-tennis for Vekic og hendes femte WTA-titel (bortset fra ITF). Donna Vekic blev Queen Vekic.
● 8/6 – 14/6 Libema Open, Hertogenbosch, NL (WTA 250): Clara Tauson, som uforståeligt var seedet 2, blev slået ud i første runde af den slovakiske teenager Mia Pohankova, nr. 280 i verden. I Paris tabte Emma Navarro til Iva Jovic; nu tabte Emma Navarro igen, her til Caty McNally. Useedede Gabriela Ruse vandt derimod både over Tamara Korpatsch og overbevisende 6-3, 6-3 over Elise Mertens i en kamp, hvor Ruse viste sit sande energiske, velservende spil – en stor fornøjelse at se. Desværre måtte Ruse se sig slået af Barbora Krejcíková i kvartfinalerne. Krejcíková måtte trække sig fra finalen pga. åndedrætsproblemer, og titlen blev tildelt Robin Montgomery.