16/6 – 22/6 Queen’s Club, London (ATP 500): Den spanske veteran Roberto Bautista-Agut sejrede over Nuno Borges, Jakub Mensik og Holger Rune, men i semifinalerne tabte Agut til den 15 år yngre landsmand Carlos Alcaraz, mens Jiri Lehecka vandt over Jack Draper. I en velspillet finale vandt Alcaraz over Lehecka. Samtidig vandt Alexander Bublik finalen i Halle over Medvedev.

9/6 – 15/6 Queen’s Club, London (WTA 500): For første gang siden 1973 var der en kvinde-turnering på det hyggelige anlæg i det Sydvest-London. Briternes Emma Raducanu kom flot fra start med sejre over den smilende spanier Cristina Bucsa og den dygtige slovak Rebecca Sramkova, men kunne ikke stille noget op mod Qinwen Zheng. Wimbledon 2022 vinderen, Jelena Rybakina, skulle møde Wimbledon semifinalisten fra samme år, Tatjana Maria, som først måtte gennem kvalifikationen. I hovedturneringen vandt Maria så over Leylah Fernandez 7-6, 6-2, og 6-7, 7-5, 6-1 over Karolina Muchová. Maria havde altså vænnet sig godt til græsset modsat Rybakina, som servede solidt, men fejlede returboldene og havde det svært med Marias midt- og netsøgende spil; Maria vandt 6-4, 7-6. Det samme skete for Madison Keyes i semi-finalen, som Maria vandt 6-3, 7-6. Trods fejl vandt Amanda Anisimova USA-opgøret med Emma Navarro, for Anisimova har de vinderslag, som den ellers dygtige Navarro savner, og Anisimova vandt også semifinalen over Zheng. Det blev en god turnering for Anisimova, selv om Tatjana Maria fortsatte sit netsøgende spil med mange slicede bolde og gode server og besejrede Anisimova i finalen: 6-4, 6-3. Det er det 37-årige familiemenneskes største titel efter kun tre mindre titler i karrièren (Mallorca 2018, Bogota 2022 og 2023), jf. BBC ~ The Guardian ~ LTA ~ Tennis Now ~ WTA ~ Wiki

9/6 – 15/6 Hertogenbosch, Nederlandene (WTA 250): Mange seedede spillere tabte undervejs, og turneringen splittedes i to uens halvdele. I første semifinale vandt Elise Mertens (seedet 3) 2-6, 7-6, 6-4 over Jekaterina Alexandrova (seedet 2) og afværgede 11 matchbolde til Alexandrova i andet sæt, jf. TV 2. I anden semi mødtes de to useedede Gabriela Ruse og Elisabetta Cocciaretto med Ruse som vinder. Mertens vandt finalen over Ruse med 6-3, 7-6, den 29-åriges 10. titel i single, jf. Tennis Now og WTA. 27-årige Ruse har foreløbig kun én WTA titel (Antalya december 2015), men flere kan komme.

15/6 Puszczykowo, Polen: Angelique Kerber meddelte, at hun har født sønnen Ben. Det er hendes andet barn efter datteren Liana, februar 2023, jf. Der Spiegel og Bild.