Rybakina (t.v.), foto: Si Robi, Wikimedia, og Anhelina Kalinina, foto: Si Robi, Wikimedia

8/5 – 21/5, ROMA INTERNAZIONALI (WTA 1000)Sofia Kenin gjorde comeback med et brag, idet hun slog en træt verdens-toer Aryna Sabalenka, men tabte så til ukraineren Anhelina Kalinina, og Kalinina besejrede også Madison Keys og Beatriz Haddad Maia. Min rumænske yndling Sorana Cîrstea slog Katy Volynets, USA, i tre sæt, men blev så slået ud af Jelena Ostapenko, ligeledes i tre sæt, og Ostapenko overvandt også Barbora Krejciková, endda med et æg: 7-6, 6-0. Letten med alt eller intet spillestilen fortsatte med tre-sæts-sejre over Daria Kasatkina og Paula Badosa. Iga Swiatek gav Anastasia Pavljutjenkova to æg: 6-0, 6-0, slog Lesia Tsurenko med 6-2, 6-0, men vandt kun med besvær over Donna Vekic 6-3, 6-4, dvs. kvartifinale mod Jelena Rybakina, som vendte tilbage efter skade og bl.a. vandt klart over Marketa Vondrousová. Kvartfinalen mellem Rybakina og Swiatek lignede en moralsk finale: Den polske tennis-håndværker tog første sæt med sit hurtige og sikre spil. Undervejs i første sæt ringede Swiateks telefon (se Twitter-link). Hallo, hvem ringer dog på det tidspunkt? Men Rybakina kom med elegance og store server tilbage i kampen. I tredje sæt trak Swiatek sig med skade, dvs. Rybakina sejr på 2-6, 7-6, 2-2, og Rybakina stoppede derefter også Ostapenko med 6-2, 6-4 i semifinalen.

Veronika Kudermetova spillede de bedste kampe i turneringen: Sejr i tre sæt over unge Anastasia Potapova, klar sejr over Marie Bouzková, og en ny tre-sæts-sejr over den 20-årige kineser Qinwen Zheng. Lillesøster Polina Kudermetova spillede to kampe i kvalifikationen, men kom desværre ikke videre. Veronika selv måtte ud i endnu en opslidende kamp, semifinalen, hvor den stærke  Kalinina  vandt 7-5, 5-7, 6-2. For tredje gang i denne turnering så Rybakina  en modstander trække sig med skade, da den ellers så seje Kalinina, turneringens store overraskelse, efter mange hårde kampe måtte trække sig i andet sæt af finalen, dvs. Rybakina vandt 6-4, 1-0. Det er Rybakinas femte WTA-titel og den anden sejr ved en WTA 1000 turnering i år. Selv om grus ikke er hendes favorit-grundlag, spillede RybaQueena virkelig solidt her i Rom.

Hos mændene var der igen en 30+ tysker på banen, nemlig 31-årige Yannick Hanfmann, som overraskede med sejre over Taylor Fritz og Andrej Rublev, men Daniil Medvedev slog ham ud i kvartfinalen. Holger Rune gjorde det strålende med sejre over Arthur Fils, Fabio Fognini, Alexei Popyrin, Novak Djokovic (kvartfinale) og Casper Ruud (semifinale), men måtte bøje sig for Daniil Medvedev 5-7, 5-7 i finalen.

● Andre steder: Mens Cîrstea desværre ikke kom så langt i Rom, vandt rumænernes næste håb, Jaqueline Cristian, d. 13/5 ITF-turneringen i Zagreb, Kroatien, med en finale-sejr på 6-1, 3-6, 7-6 over tyskeren Ella Seidel. Fordums storhed, Simona Halep, slås fortsat med uklare doping-beskyldninger. I Hannover vandt Laura Brunkel (Lyngby) s.m. Hannah Read (England) junior-turneringen i dobbelt.

● Ranglisterne: Holger Runes gode resultater sender ham fra nr. 7. til nr. 6. på ATP ranglisten pr. 22/5. Øverst står Alcaraz, Medvedev og Djokovic med et ‘hul’ ned til Ruud, Tsitsipas og Rune. Struffs og Hanfmanns gode resultater den sidste tid, betyder, at Struff højst usædvanligt p.t. er bedst placerede tysker (26) foran Zverev (27), Hanfmann (64) og Altmaier (72). På WTA ranglisten pr. 22/5 er Swiatek og Sabalenka pænt foran de næste: nr. 3 Pegula, 4 Rybakina, 9 Kasatkina, 11 Kudermetova, 22 Vekic, 25 Anhelina Kalinina (fra 47) og 31 Cîrstea (fra 34).