18/3 – 30/3 Miami Open, USA (WTA 1000): Sorana Cîrstea vandt i første runde over italieneren Elisabetta Cocciaretto med 6-3, 7-6 efter at have været bagud i tiebreak, men i anden runde blev Cîrstea besejret af Danielle Collins 6-4, 7-6. Også Kasatkina, Kenin, Rybakina, Tomova og Vekic blev stoppet i anden runde. Gabriela Ruse vandt i tre sæt over Polina Kudermetova i første runde og over Magdalena Frech i anden, men tabte til Sabalenka i tredje. 2 x Emma mødtes i anden runde, og noget overraskende var det Emma Raducanu, som vandt over Emma Navarro. Raducanu vandt så over McCartney Kessler og Amanda Anisimova. Det blev én af Raducanus bedste turneringer i lang tid, men desværre tabte hun til Jessica Pegula i kvartfinalen. Turneringens største overraskelse var den 19-årige filippiner Alexandra Eala, som besejrede Jelena Ostapenko, Madison Keys og Iga Swiatek. En historisk præstation. Desværre tabte Eala semifinalen til Pegula, mens Sabalenka vandt finalen over Pegula. Hos mændene gjorde Nick Kyrgios comeback, og efter 2½ års tørke vandt han endelig igen en kamp på ATP-touren, en sejr i tre sæt over Mackenzie McDonald, USA, men tabte så til Karen Khatjanov. Grigor Dimitrov nåede semifinalen, hvor han endnu engang tabte til Novak Djokovic. I finalen mødte Djoko, som håbede på sin turneringssejr nr. 100, den tjekkiske teenager Jakub Mensik, som forud havde slået bl.a. Jack Draper, Tomas Machac, Arthur Fils og Taylor Fritz. Finalen blev jævnbyrdig, begge servede og returnerede godt, men Djoko så mere og mere frustreret og træt ud, Mensik vandt 7-6, 7-6.
● Daria Kasatkina, der i 2022 sprang ud som lesbisk, og som har kritiseret Ruslands krigsførelse mod Ukraine, er blevet australier, jf. BBC og WTB. Allerede i 2015 skiftede en anden russer, Daria Gavrilova, også til Australien, hvor hun giftede sig med Luke Saville i 2021 og blev Daria Saville, jf. Wikipedia.