Efterår 2019:  Jeg frygtede, at det ville være for meget. Tennisspilleren, tennistræneren og tenniskommentatoren Michael Mortensens erindringer tager udgangspunkt i teenagedatterens død efter en bilulykke. Men uden at formindske tragedien lykkes det Mortensen sammen med Pilegaard at fortælle den ultimative sorghistorie på en rørende og vedkommende måde, måske fordi fortællingen om Mortensens liv og karrière kommer som en slags ‘flashbacks’ fra ventetiden på hospitalet og bryder den dystre stemning. Jeg bekræftes i min sympati for denne venlige og indsigtsfulde mand. Han har altid været ‘den pæne dreng i klassen’, som holdt lidt afstand til mere højrøstede typer. En pudsig sløjfe på det med den pæne unge mand er strandløve-fotoserien til Playgirl Magazine – i al ærbarhed selvfølgelig. Bogen fortæller også den fantastiske historie om, hvordan Mortensen kom ind i billedet som kineseren Li Nas træner. På trods af kultursammenstød m.v. førte han hende til sejr i French Open 2011, og det var såmænd Piotr Wozniacki, der formidlede kontakten. Alt i alt en anbefalelsesværdig bog af/om et yderst elskværdigt menneske, men et sært misvisende omslags-billede.

Peter Pilegaard: Michael Mortensen – Grus. People’s Press, København 2018. 336 sider, ill., paperback, omslag med flapper, intet index

● Tjek også Wikipedia ~ Min tennis 2002-2013