14. Februar: 29-årige Julia Görges har aldrig været bedre. Hun har inden for de sidste 13 måneder forbedret sit spil og sin placering ganske betydeligt. I begyndelsen af 2017 lå Görges uden for top 50 på ranglisten; nu ligger hun omkring nr. 9-11. Görges har på imponerende måde forbedret sin serv, som statistikken pr. 14. februar ovenfor antyder: Et gennemsnit på næsten 8 esser pr. kamp. Her i 2018 er Görges allerede oppe på i alt 102 esser (13 kampe). Hitlisten ser således ud pr. 14. februar 2018: 1) Julia Görges 102 esser, 2) Katerina Siniaková 68, 3) Caroline Wozniacki 62, 4) Jelina Svitolina 61, 5) Karolina Pliskova 58. Ligeledes er Görges bedst, når det gælder vundne førsteserver: 1) Julia Görges 75,4%, 2) Madison Keys 72,3%, 3) Petra Kvitová 72,2%, 4) Jelina Svitolina 72,2%, 5) Karolina Pliskova: 71,6%. Selv siger Görges, at hendes spil og serv især er blevet bedre gennem hård fysisk træning og i mindre grad gennem en ændring af teknikken. Det bliver spændende at følge Görges’ videre udvikling i 2018.

12. – 18. Februar, Doha, Qatar: Mange af de bedste spillere mødtes i Østen. Julia Görges lagde godt ud med en 6-1, 7-5 sejr over Lucie Safarová og vandt 6-2, 3-6, 6-1 over den anden tjekke, Barbora Strycová, men Görges blev skadet og måtte trække sig i kvartfinalen mod den tredje tjekke, Petra Kvitová. Også Simona Halep måtte trække sig. Kvitová, som vandt Wimbledon 2011 og 2014, bekræftede sit comeback med en sejr over Wozniacki og vandt også finalen mod Garbiñe Muguruza. Sejren i Doha sendte Kvitová ind på 10.-pladsen, og Görges fortrængtes til 11.-pladsen, mens Kerber fastholdt 9.-pladsen.