

Iga Swiatek & Ons Jabeur (Fotos: Si Robi, hhv. Wikimedia 1, Wikimedia 2)
15/9 2022: Så kom den frygtede meddelelse om, at 41-årige Roger Federer slutter karrieren, jf. AP (1), AP (2), ESPN, Wikipedia og Min tennis 2012-2013 (rul ned)
2/9 2022: Ranglisterne efter US Open markerer noget af et generationsskifte. Carlos Alcaraz er den hidtil yngste verdens-etter hos mændene, og aldrig har en nordmand været så højt placeret, jf. ATP 12/9. Hos kvinderne lægger US Open finalisterne sig også i toppen, idet Iga Swiatek fastholder førstepladsen, og Ons Jabeur stiger til nr. 2. Coco Gauff er for første gang i Top 10, Caroline Garcia vender tilbage til Top 10, og Veronika Kudermetova nærmer sig, 5 pladser frem til nr. 13, mens Jelena Rybakina desværre forbliver nr. 25 og Sorana Cirstea er nede som nr. 38, jf. WTA 12/9


Casper Ruud & Carlos Alcaraz (Fotos: Si Robi, hhv. Wikimedia 3, Wikimedia 4)
● 29/8 – 11/9 US Open, New York, USA (grand slam): Mens Angelique Kerber holder pause pga. graviditet, gjorde Tysklands nye håb, Jule Niemeier, det rigtig godt med sejre over bl.a. Sofia Kenin og Julia Putintseva, men tabte så til verdens-etteren Swiatek. Caroline Garcia fortsatte sin gode comeback-stime med sejre over bl.a. Bianca Andreescu, Alison Riske og Cori Gauff. I semifinalen tabte Garcia dog til Ons Jabeur, som så skulle møde Iga Swiatek i finalen; den vandt Swiatek 6-2, 7-6: Det er Swiateks tredje grand slam titel efter French Open 20 og 22.
Hos mændene vandt den 19-årige spanier Carlos Alcaraz finalen 6-4, 2-6, 7-6, 6-3 over den 26-årige nordmand Casper Ruud. Tjekkerne Barbora Krejciková og Katerina Siniaková vandt kvindernes dobbelt-titel med en finalesejr på 3-6, 7-5, 6-1 over Caty McNally og Taylor Townsend fra USA.
Mens Clara Tauson tabte i første runde til Garbiñe Muguruza, vandt Holger Rune over tyske Peter Gojowczyk og gik videre uden kamp, da den 37-årige John Isner var blevet skadet, men danskeren tabte så klart til briten Cameron Norrie. De danske håb var herefter de tre piger i junior-turneringen, men Natacha Schou kom ikke gennem kvalifikationen, og Rebecca Munk Mortensen tabte sin første kamp i hovedturneringen. Til gengæld vandt Johanne Svendsen sin første kamp 6-3, 7-6 over Katherine Hui fra USA, men tabte så desværre til canadieren Kayla Cross.
● 21/8 Hørsholm: Ved de danske mesterskaber for hold begyndte Gentofte kvindernes finale stærkt, da Hannah Viller Møller vandt over hjemmeholdets Anna Klasen, men så tog Johanne Svendsen fat og besejrede Emilie Francati; Kajsa Persson og Mathilde Tranberg fulgte godt op. Men Gentofte vandt de to doubler, og så gik finalen ud i et gyldent opgør mellem Johanne Svendsen og Kajsa Persson for HRT og søstrene Emilie og Helena Francati for Gentofte: Kneben sejr til Svendsen og Persson og mesterskab til HRT. KB’s mænd vandt finalen over Gentofte, som således også her fik sølv.
● 15/8 – 21/8 Cincinnati, USA (1000 pts.): Comeback-stimen fortsatte for Caroline Garcia, som vandt turneringen med finalesejr 6-2, 6-4 over Petra Kvitová. Det er Garcias 11. titel i karrieren.
● 8/8 – 14/8 Toronto, Canada (1000 pts.): Jelena Rybakina tabte en jævnbyrdig, velspillet og spændende kamp mod Cori Gauff: 4-6, 7-6, 6-7. Simona Halep vandt en forrygende finale over det nye navn fra Brasilien, Beatriz Haddad Maia, 6-3, 2-6, 6-3. Hvilket gennembrud for den 26-årige brasilianer og hvilket comeback for den 30-årige rumænske slider; det er to år siden, Simona Halep sidst vandt en turnering; dette er hendes 24. titel i alt. Takket være sejren her vender Halep tilbage i Top Ti, og takket være sejren i San José vender Daria Kasatkina også tilbage i Top Ti, jf. WTA 15/8. Men ranglisterne er misvisende pga. den tåbelige beslutning om ikke at give points for Wimbledon-turneringen; Jelena Rybakina er således nede som nr. 25. Danske Clara Tauson er pga. skader og nederlag nr. 47, mens Holger Rune er nr. 29 hos mændene, jf. ATP d. 15/8.