Roger Federer, foto: Esther Lim, Wikimedia
Roger Federer: Én af tidernes allerstørste mandlige tennisspillere blev født d. 8/8 1981 i Basel, Schweiz. Gift d. 11/4 2009 med ‘Mirka’, Miroslava Vavrincova, f. 1/4 1978 i Slovakiet. Gentagne fodskader satte 2002 en stopper for Mirkas egen tennis-karriere, hvorefter hun blev Rogers PR-manager. Parret har fire børn, to tvillingepar: Myla Rose og Charlene Riva (f. 2009) samt Leo og Lennart (f. 2014). Federers karrière tog for alvor fart 2003 med de første grand slam-titler. Januar 2015 nåede schweizeren sejr nr. 1.000 og januar 2016 grand slam sejr nr. 300; han manglede syv i at overgå Martina Navratilová, der opnåede 306 grand slam-sejre. Med 1.065 vundne kampe overhovedet i januar 2016 manglede Federer også kun syv sejre i at overgå Ivan Lendl, der har vundet 1.071 kampe i alt. Kun Jimmy Connors har vundet flere kampe, nemlig 1.253. Men bortset fra tallene var Federer primært én af historiens mest alsidige og elegante spillere, som gjorde tennis til en fryd at opleve.
Stanislas Wawrinka, f. 28/3 1985 i Lausanne, Schweiz, har stået i skyggen af Federer, men har dog fået en god karrière, herunder tre grand slam titler: Australian Open 2014, French Open 2015 og US Open 2016. Uden for Schweiz er bulgaren Grigor Dimitrov blevet kaldet for den lille Federer, men Dimitrov har i en lang karrière kun momentvis vist sit talent pga. mange skader.

Martina Hingis, foto: Andrew Campbell, Wikimedia
Martina Hingis, f. 30/9 1980 i Kosice, Slovakiet. Hendes forældre blev skilt, da Martina – opkaldt efter Martina Navratilová – var 6 år. Moderen Melanie og Martina udvandrede til Schweiz 1987. Melanie blev gift med en schweizer, og Martina blev schweizisk statsborger. Som 12-årig blev Martina Hingis i 1993 den hidtil yngste vinder af French Open junior-turneringen, og hun blev den yngste grand slam vinder i 1997, da hun som 16-årig var finalist i alle fire grand slam turneringer og vandt de tre: Australian Open, Wimbledon og US Open. Hendes storhedstid er i årene 1996-2002, dvs. umiddelbart før Federers storhedstid begynder. 2003 trak hun sig tilbage, men vendte sporadisk tilbage de følgende år og satsede mere og mere på double og mixed-double. Hingis sluttede sin professionelle karrière oktober 2017 og giftede sig 2018 med sportslægen Harald Leemann. Den nu 38-årige Hingis fødte 26. februar 2019 sit første barn: pigen Lia. Den hårdtslående stil, som siden blev så dominerende, var ikke Hingis’ stil, nej, hun spillede med en vidunderlig lethed, præcision og variation – på niveau med australieren Evonne Goolagong Cawley i 1970erne.
● Wikipedia (engelsk) ~ Wikipedia (tysk) ~ Tennis Hall of Fame (2017) (med flere links)
● Mère de Lia (2019) ~ Baby Glück (2019) ~ Hingis bliver 40 (2020) ~ Das Wunderkind wird 45 (2025)
Belinda Bencic, f. 10/3 1997 i Flawil, Schweiz var vel udset til Martina Hingis’ efterfølger, og jf. Hingis var forældrene slovakker. Men ‘Babyface’ Bencic har haft en skadespræget, ujævn karrière med stækt svingende resultater. Lidt det samme kan man sige om Bencic’ jævnaldrende schweizer Jil Teichmann, som dog sjældent har nået Bencic, når hun var bedst. PS: Bencic vendte 2025 tilbage til turneringstennis efter en babypause.