Årets første tennisturneringer foregik “down under” og vil bl.a. blive husket for skovbrandene i Australien, Caroline Wozniackis farvel og Sofia Kenins sensationelle sejr i Melbourne. Flere spillere donerede til brand-ofrene. Billedet viser Sofia Kenin, da hun allerede som junior var finalist i Australian Open, foto: Robbie Saurus, Wikimedia Commons

6/1 – 12/1, ASB Classic, Auckland: Her har Julia Görges deltaget 11 år, og hun vandt den new-zealandske turnering i 2019 og 2018; hun var også i finalen 2016, men tabte til Sloane Stephens. I år var spillerfeltet usædvanlig stærkt med bl.a. Caroline Wozniacki og Serena Williams. Görges måtte i tie-break i andet sæt mod belgiske Greetje Minnen, men vandt klart i to sæt over australieren Jill Teichmann. I kvartfinalen mellem Wozniacki og Görges var det ironisk nok Wozniacki med de bedste server og godt spil generelt, mens Görges ikke fik sig tilpasset den stærke vind, så Wozniacki vandt 6-1, 6-4. Wozniackis tabte semifinalen mod Jessica Pegula, og Pegula tabte derefter desværre finalen mod Serena Williams.

11/1 – 18/1, Hobart International: I Tasmaniens hovedstad gik Jelena Rybakina til finalen efter sejr over englænderen Heather Watson i semifinalen. Også finalen mod Shuai Zhang vandt Rybakina: 7-6, 6-3. Vi opdagede Rybakina i Båstad 2019 og har siden konstateret en imponerende fremgang i spil og på ranglisten: slut 2016 nr. 614, slut 2017 nr. 425, slut 2018 nr. 182 og slut 2019 nr. 36.

13/1 – 18/1, Adelaide International: I South Australias hovedstad oplevede Julia Görges endnu en skuffelse, idet Görges i  anden runde tabte til Belinda Bencic – en lige kamp i to sæt, afgjort i to tiebreaks, men Görges var så tæt på at vinde første sæt, at den skuffelse nok satte sig. Også Angelique Kerber blev slået ud i anden runde – med en skade – af Danielle Collins. Det 19-årige ukrainske talent Dajana Jastremska slog den larmende furie Aryna Sabalenka ud i to sæt. Efter en jævnbyrdig tre-sæts-semifinale mod Collins gik Ashleigh Barty til finalen mod Jastremska og vandt 6-2, 7-5, men et gennembrud for Jastremska!

20/1 – 2/2, Australian Open, Melbourne:  Caroline Wozniacki, som vandt i 2018 (hendes eneste grand slam sejr),  kom i år til Melbourne som afslutning på sin professionelle karrière og gik let videre fra første runde. I anden runde fik Wozniacki en ægte arbejdssejr på 7-5, 7-5 over den ukrainske komét Dajana Jastremska, men tabte så i tredje runde til tuneseren Ons Jabeur. Julia Görges slog i første runde slovakken Viktoria Kuzmova 6-1, 6-2. I anden runde vandt Görges en tre-sæts-sejr over Petra Martic: 4-6, 6-3, 7-5. Görges holdt fast ved sit satsede spil trods 43 uprovokerede fejl og 3 dobbeltfejl, men vandt 84% første-server og lavede 13 serve-esser. Men også for Görges sluttede turneringen i tredje runde, idet Alison Riske vandt 1-6, 7-6, 6-2. Görges’ dobbelt-eventyr med Ashleigh Barty sluttede i anden runde.

Garbiñe Muguruza, der efter Wimbledon-sejren 2017 har haft nogle år med dårlige resultater, gjorde et flot comeback down under med sejre over bl.a. Jelina Svitolina, Kiki Bertens og Anastasia Pavljutjenkova. I en spændende semifinale besejrede Muguruza også Simona Halep 7-6, 7-5, samme tal som Sofia Kenin overraskende slog Barty med i deres semifinale. Men Kenin var ikke færdig med det. Muguruza holdt ikke niveauet fra første sæt, men begik dobbeltfejl på de værste tidspunkter, og da Kenin spillede bedre og bedre, vandt Kenin finalen 4-6, 6-2, 6-2. Fantastisk sejr til 21-årige Kenin, som på den nye rangliste rykkede ind på Top 10, og Muguruza vendte tilbage til Top 20. Ashleigh Barty holdt førstepladsen foran Halep og Plisková; Kerber nr. 20 og Görges 31 (fra 28), jf. WTA ranglisten pr. 3/2.

Hos mændene gik Alexander Zverev fint gennem de første runder og slog Stan Wawrinka i kvartfinalen. Roger Federer var ved at gøre sine fans til nervevrag i nogle tætte kampe, men tabte semifinalen til Novak Djokovic. Dominic Thiem udviste stor stabilitet og imponerede med sejre over Rafael Nadal i kvartfinalen og over Alexander Zverev i semifinalen. Men fem-sæts-finalen blev dog vundet af Djokovic. Det var den 13. grand slam turnering i træk vundet af én af de tre gamle, og Djokovic’ ottende titel i Melbourne betød, at han overtog ranglistens førsteplads fra Nadal, men det var stadig de tre gamle foran Thiem, jf. ATP ranglisten pr. 3/2.