30/6 – 13/7 WIMBLEDON, LONDON (grand slam): Jo, der var gode og spændende kampe også ved dette års Wimbledon, men det er nedslående, at de to single-vindere blev tidens to kedeligste spillere. Både Jannik Sinner og Iga Swiatek spiller fantasiløst og ensformigt. Tennis-sporten er dårligt tjent med to så uinspirerende ‘stjerner’.

RUMÆNERNE: Sorana Cîrstea nåede som bedst fem gange tredje runde i Wimbledon: 2008, 2012, 2017, 2021 og 2023. Simona Halep vandt turneringen, jf. Min tennis 2019. Ana Bogdan og Patricia Tig nåede ikke gennem kvalifikationen, fem rumænere deltog i hovedturneringen i år, men tabte alle tidligt: Efter en usædvanlig uenighed med dommeren mistede Cîrstea koncentrationen og tabte 7-6, 2-6, 1-6 til Hailey Baptiste; Cîrstea forsøgte sig også i dobbelt med Anna Kalinskaja, men uden held. Kun Irina Begu kom videre fra første runde, men tabte i anden til Daria Kasatkina.

DANSKERNE: For første gang fire danske deltagere, jf. Eurosport, men både servesvage Elmer Møller og ustabile Holger Rune blev slået ud i første runde. August Holmgren og Clara Tauson gik videre, og Holmgren imponerede med sejre over den franske Top 50-spiller Quentin Halys og og Top 30-spilleren Tomas Machac, jf. Ritzau og Tennisavisen. Holmgrens eventyr sluttede mod Alex De Minaur, der vandt 6-4, 7-6, 6-3. Tauson vandt over Anna Kalinskaja, der ikke gjorde meget væsen af sig, men vandt også en god kamp over Jelena Rybakina, hvis spil er gået i stå – en udfordring for træner Davide Sanguinetti, jf. The Express og Tennisupdate. Omvendt har Tauson har udviklet sit spil de seneste år; der er sket meget for Tauson og Rybakina, siden jeg så dem spille mod hinanden juli 2019 i Båstad. Men da Tauson mødte Iga Swiatek, var hun en skygge af sig selv, åbenbart syg, og Swiatek vandt 6-4, 6-1.

KVINDERNES TOP: Sidste års Wimbledon vinder Barbora Krejcíková var også sygdomsramt, men spillede alligevel, og så vandt Emma Navarro, jf. AP. I en lige kamp vandt Amanda Anisimova over Linda Nosková og besejrede også Anastasia Palvljutjenkova. Aryna Sabalenka vandt med besvær over Elise Mertens, Emma Raducanu og veteranen Laura Siegemund. Men semifinalen vandt Anisimova vandt fortjent 6-4, 4-6, 6-4, jf. AP, BBC og Reuters, og hviderusseren kunne ikke acceptere nederlaget, men brokkede sig siden over et enkelt jubel-udbrud fra Anisimova: Mere hyklerisk bliver det ikke, for Sabalenka skriger og skråler selv konstant under kampene. Sympatiske Anisimova mistede brat sin far Konstantin kort tid før US Open i 2019, og mentalt ‘slidt’ holdt hun pause fra konkurrence-tennis 2023-2024, jf. Sporting News, men er nu tilbage. Iga Swiatek vandt den anden semifinale over Belinda Bencic og desværre også finalen over Anisimova: 6-0, 6-0 – en trist afslutning på en ellers god turnering for Anisimova, jf. Tennis Now, Reuters, BBC og AP.

DÅRLIGSTE OG BEDSTE KAMP:  Den forsvarende Wimbledon-mester Barbora Krejcíková spillede i første runde mod det filippinske håb Alexandra Eala; det blev en pinligt ringe kamp, som Krejcíková burde have vundet 6-0, 6-0, for Eala fik stort set kun points via tjekkens fejl, og dem var der mange af. Krejcíková vandt 3-6, 6-2, 6-1. Anden-runde-kampen mellem topseedede Aryna Sabalenka og tjekkiske Marie Bouzková blev kvindernes bedste kamp. For en gangs skyld passede TV-kommentator Michael Mortensens superlativer. De spillede begge varieret, inkl. net-spil, men den hviderussiske støjsender havde de to-tre afgørende slag til sejren på 7-6, 6-4.

DOBBELT-EKSPERTERNE: Katerina Siniaková imponerede i første runde single med en sejr på 7-5, 4-6, 6-1 over verdens-sekseren Qinwen Zheng, men tabte i anden til Naomi Osaka. I mix-dobbelt spillede Siniaková denne gang s.m. nederlandske Sem Verbeek; de gik hele vejen og vandt turneringen, jf. AP. I dobbelt spillede Siniaková igen s.m. Taylor Townsend, men favoritterne tabte i semifinalen. Elise Mertens vandt i tredje runde single 6-1, 7-6 over Jelina Svitolina, og Mertens spillede også en rigtig god kamp i fjerde runde, selv om hun tabte 4-6, 6-7 til Sabalenka. I dobbelt spillede Mertens s.m. Veronika Kudermetova, og de vandt finalen over Su-Wei Hsieh og Jelena Ostapenko: 3-6, 6-2, 6-4.

MÆNDENE: Den kroatiske veteran Marin Cilic overraskede positivt, da han slog det britiske håb Jack Draper ud, jf. Tennis Now, men tabte siden til Flavio Cobolli. Grigor Dimitrov vandt over franskmanden Corentin Moutet og fik en sensationel, flot start på kampen mod Jannik Sinner, men måtte opgive pga. en skade. Den tredje veteran Novak Djokovic rundede Wimbledon sejr nr. 100 – blev fejret af datteren Tara – og besejrede også Holmgrens banemand De Minaur. I semi-finalerne tabte Djokovic til Jannik Sinner og Taylor Fritz til Carlos Alcaraz. Sinner vandt finalen over Alcaraz:  4-6, 6-4, 6-4, 6-4.

22/6 – 28/6 BAD HOMBURG, Tyskland (WTA 500): Sorana Cîrstea tabte i kvalifikationen 2-6, 3-6 til Ajla Tomljanovic. Linda Nosková vandt over Tomljanovic og over Mirra Andrejeva, der er mindre god på græs. I semifinalen mod Jessica Pegula var Nosková var tæt på at vinde andet sæt og dermed kampen, men tabte desværre. 7-6, 5-7, 1-6. Pegula vandt også finalen: 6-4, 7-5 over Iga Swiatek.

16/6 – 22/6 BERLIN (WTA 500): Kvartfinalernes klassiske og 2½ timer lange opgør mellem Aryna Sabalenka og Jelena Rybakina blev vundet af støjsenderen 7-6, 3-6, 7-6, jf. WTA. Wimbledon-vinderen 2022 Rybakina blev overhalet af . Wimbledon-vinderen 2023, Marketa Vondrousová, som gik hele vejen med sejre over Madison Keys, Diana Sjnaider, Ons Jabeur, Sabalenka (semi), Xin Wang (finale).