24/2 SVT Lustgården (instr. Alf Kjellin, 1961) (90′ F)  **
Ingmar Bergmans hånd i manuskriptet og valget af skuespillere er tydelig i denne ‘historiske’ komedie. Mændene er parodiske, f. eks. Gunnar Björnstrand som den stive gymnasielærer, der lidt utroværdigt lærer at stå ved sine følelser. Selv om blusen er tilknappet i de fleste scener, er Sickan Carlsson undtagelsen fra det parodiske og fra egne typiske filmfigurer i denne rolle rolle som en menneskeligt moden og overraskende sensuel servitrice. (Foto: SF)

18/2 NDR Jackie en Oopjen (instr. A. van den Mond, 2020) (85 ‘F)  **
Nederlandsk komedie, hvor personen i ét af de berømte Rembrandt-malerier træder ud af billedet og ind i den moderne virkelighed. Hun bliver veninde med den lidt forsømte teenager Jackie, jf. KFW.

11/2 TV 2/Charlie  Støvsugerbanden (instr. Bent Christensen, 1963) (95′ S/H)  **
Film i den bedre halvdel af danske underholdningsfilm, jf. Philm.

6/2 TV5 Drôle de drame (instr. Marcel Carné, 1937) (95′ S/H)  *
En film fra tiden, før Carné og Prévert fik etiketten “poetisk realisme” på deres film, nemlig en engelsk inspireret intrigetung komedie, hvor der overspilles uhæmmet. Den teatralske film virker stærkt forældet i dag, men kan måske ses, hvis man er fan af én af hovedrolle-skuespillerne, f.eks. Jean-Louis Barrault, Louis Jouvet eller Michel Simon.

3/2 NDR Tatort #1229 Abbruchkante (instr. Torsten C. Fischer, 2023) (89′ F)  **
Intrigen er svær helt at følge, men det isolerede landsbymiljø uden for Köln med tilhørende ‘originaler’ er velbeskrevet, og de to kriminalkommissærer fra Köln er to af de bedste i den endeløse krimi-TV-serie: Klaus J. Behrendt som Max Ballauf og Dietmar Bär som Freddy Schenk. Se også min Min filmkrønike om Tatort-serien

2/2 SVT La femme de l’aviteur (instr. Éric Rohmer, 1981) (100′ F)  **
Med undertitlen “On ne saurait penser à rien” er det Rohmers første film i rækken tituleret “Comédies et proverbes”. Den unge mandlige hovedperson bliver ligesom mange andre af Rohmers mandlige hovedpersoner taget ved næsen af attraktive kvinder, der i sidste instans ikke giver ham noget som helst af sig selv. Det er lidt for lidt – også for filmens tilskuere.

30/1 TV5 Résistantes (instr. Renaud Bertrand, 2025) (90′ F)  **
Historisk drama om nonner, der skjuler soldater i kloster og hjælper dem på flugt fra den nazi-tyske besættelsesmagt. Pæn, men uoriginal film.

30/1 TV3 The_Meg (instr. Jon Turteltaub, 2018) (110′ F)  o
Fuser om jagten på en menneske-ædende dybdehavs-kæmpehaj.

29/1 DR1 The_Beekeeper (instr. David Ayer, 2023) (105′ F)  *
Der er interessante takter om USA’s korrupte samfund og myndigheder, men filmen vælger at lægge vægten på rabalder-sekvenser. Bi-avleren har været en del af en hemmelig organisation: Hvordan er han sluppet ud af den, og hvad sker der med den, da filmen slutter? Kommer der et svar i “The Beekeeper 2″…?

26/1 SVT Hard, Fast and Beautiful (instr. Ida Lupino, 1951) (75′ S/H)  **
Se fin beskrivelse på Laura’s Musings.

23/1 SVT The Duchess (instr. Saul Dibb, 2008) (110′ F) **
Endnu en engelsk historisk kostume-film. Får de aldrig nok? Her er det en 1700-tals-historie om en purung gift kvinde, som forsømmes af sin kedelige adelige ægtemand og måske derfor kommer til at interessere sig for tidens samfundsmæssige spørgsmål. Det er alt for tydeligt, at moderne synsvinkler og hentydninger til Princess Diana presses ned over den grumme, kyniske 1700-tals-historie. Rollerne savner udbygning, og filmen kan egentlig kun ses pga. Keira Knightleys nervøst-vibrerende udtryksfuldhed.