● 11/5, Paris: EuroSport meddeler, at Mischa Zverev, Alexanders storebror, bliver ny tennis-ekspert-kommentator på TV-kanalen. Han erstatter Boris Becker, der i april 2022 blev idømt 2½ års fængsel i London for bedrageri i forbindelse med konkurs i 2017.
28/4 – 8/5 Mutua Madrid Open: Som Holger Rune i München, så Carlos Alcaraz i Madrid. To 19-årige stormer frem mod toppen af mændenes tennis, men endnu ikke på helt samme niveau. Rafael Nadal fandt sin afløser, da den 19-årige Carlos Alcaraz ikke blot slog Nadal selv, men også Novak Djokovic. Alcaraz gik hele vejen og besejrede i finalen Alexander Zverev 6-3, 6-1, og Zverev sagde anerkendende: “Lige nu er du verdens bedste spiller. Du er en rigtig superstjerne og kommer til at vinde mange grand slams”. Alcarez stiger til nr. 6 på ATP ranglisten pr. 9/5 2022, og Holger Rune til nr. 42. (Carlos Alcaraz, foto: Si Robi, Wikimedia)
Hos kvinderne overraskede den 25-årige ukrainer Anhelina Kalinina med en sejrsstime, som gik ud over Sloane Stephens, Garbiñe Muguruza og Emma Raducanu. I kvartfinalen tabte Kalinina dog til den rutinerede schweizer Jil Teichmann, og Teichmann tabte så selv i semifinalen til Jessica Pegula, USA. I en ujævn finale vandt Ons Jabeur 5-7, 6-0, 2-6 over Pegula; den 27-årige tuneser er således den første araber/nordafrikaner, som vinder en WTA-1000-titel, og stiger til nr. 6 på WTA ranglisten pr. 9/5 2022
● 25/4 – 1/5 BMW Open, München (ATP 250 pts.): Den 19-årige dansker Holger Rune slog sensationelt verdens-3-eren Alexander Zverev 6-3, 6-2, bl.a. med effektive stopbolde. Rune besejrede i kvartfinalen finnen Emil Ruusuvuori 6-0, 6-2, og vandt semifinalen 6-4, 6-4 over den 28-årige Oscar Otte, som forud ellers havde slået Reilly Opelka. Også finalen vandt Holger Rune, idet nederlænderen Botic Van De Zandschulp måtte trække sig, og Rune noteres hermed for sin første ATP-titel. Bravo! (Holger Rune, foto: Wikimedia Commons)
● 18/4 – 24/4 Porsche Tennis Grand Prix, Stuttgart (WTA 500 pts.): Den uimodståelige verdens-etter Iga Swiatek vandt finalen og Porsche-bilen med en 6-2, 6-2 sejr over Aryna Sabalenka. Det er Swiateks fjerde titel i træk.
● 18/4 – 24/4 Istanbul, Tyrkiet (WTA 250 pts.): To af mine yndlinge mødtes i semifinalen, nemlig Sorana Cirstea og Veronika Kudermetova. Sidstnævnte vandt 6-3, 6-3 og mødte i finalen en anden ung russer, Anastasia Potapova, og 21-årige Potapova vandt finalen 6-3, 6-1 over 25-årige Kudermetova.
● 5/4 – 10/4: Tatjana Maria vandt finalen i den beskedne 250 points-turnering i Bogota, Columbien, mod Laura Pigossi 6-3, 4-6, 6-2. Begge finalister var useedede. Det er Tatjanas anden WTA-titel og giver trods alt points på WTA-ranglisten pr. 11/4, hvor hun rykker fra nr. 237 til nr. 114. Tatjana Maria er således aktuelt den fjerdebedste tyske tenniskvinde. Jf. Tennis Now, og hun er den første mor til to vinder i over 20 år. Ægtemand og træner Charles var naturligvis med, men også døtrene Charlotte og Celia. Samtidig i Charleston, USA, vandt Belinda Bencic finalen i 500 points turneringen over Ons Jabeur 6-1, 5-7, 6-4, og rykker fra nr. 21 til nr. 13 på ranglisten. ~ (Tatjana Maria foto t.h.: Si Robi, Wikimedia)
● 5/4 København: Royal Arena blev stedet for 31-årige Caroline Wozniackis såkaldte afskedskamp, to år efter karrièreslut ved Australian Open 2020, jf. Min tennis 2020. Det var en showkamp mod hendes endnu aktive 34-årige veninde Angelique Kerber. Wozniacki spillede usædvanlig godt og skarpt og vandt 7-5, 6-4. Kerber virkede lidt tilbageholdende i sit spil, men humøret var højt, og Miss Sunshine levede op til sit kælenavn. Se mere om Wozniacki og dansk tennis under Min tennis 2002-2013
● WTA, 4/4: Den 20-årige polak Iga Swiatek er den nye nr. 1 i kvinde-tennis. Hendes polske forgænger, Agnieszka Radwanska sluttede 2018 og nåede aldrig førstepladsen. Swiatek er en rigtig polsk håndværker, ikke prangende, men solid, sikker og hurtig. Hos både kvinder og mænd er en ny generation ved at indtage top-pladserne, jf. WTA rangliste pr. 4/4 og ATP rangliste pr. 4/4
● 22/3 – 3/4 Miami Open: Den fugtige hede var ved at slå Katerina Siniaková ud, men hun endte med at besejre US Open-vinderen Emma Raducanu 3-6, 6-4, 7-5. Træner Torben Beltz skal lære den unge englænder at afgøre kampene i tide. Siniaková måtte senere – som flere andre – trække sig med skade. I finalen satte Iga Swiatek Naomi Osaka på plads med 6-4, 6-0. I mændenes finale mødte Carlos Alcaraz den 23-årige nordmand Casper Ruud 7-5, 6-4.