Simona Halep (foto: Nuta Lucian, Wikimedia)

3/2 – 9/2 Transylvania Open, Cluj-Napoca, Romania (WTA 250): Turneringen blev overskygget af meddelelsen om, at 33-årige Simona Halep trækker sig tilbage. Nyheden kom efter, at Halep – ligesom Gabriela Ruse og Sorana Cîrstea – blev slået ud i første runde. Halep var energibundtet, der aldrig gav op og fik en fantastisk karrière med bl.a. to grand slam sejre: French Open 2018 og Wimbledon 2019. Uden for banen oplevede hun i de sidste år modgang, især doping-sagen (se d. 5/3 på Min tennis 2024). Halep takkede Darren Cahill, som har betydet så meget for hende, og Cîrstea udtalte: “I aften græder jeg, for en del af mig trækker sig tilbage med dig. 27 års minder! Tak for alt, hvad du har gjort for vores sport, for Rumænien og for os alle. Jeg ønsker dig alt det bedste i dit nye kapitel af livet. Vi ses snart på den anden side”, jf. Foto 1 ~ Foto 2 ~ Foto 3. I turneringens finale vandt Anastasia Potapova over Lucia Bronzetti.