Sport 2017
 
Tilbage til sportssiden
 






 



To gange Caroline, to store fremgange i 2017: Caroline Wozniacki og.....

Årsstatus i tennis
London, 4.dec. 2017:
Årets sidste ranglister udviser store ændringer i forhold til slutningen af 2016. Hos herrerne blev der plads i toppen til de to gamle venner og rivaler Rafael Nadal og Roger Federer, idet Andy Murray, Novak Djokovic, Milos Raonic, Kei Nishikori og Gaël Monfils raslede langt ned ad listen. Samtidig rykkede Grigor Dimitrov og det unge tyske håb Alexander Zverev ind blandt de allerbedste. Alexanders 'serve and volley'-storebror Mischa kæmpede sig også godt frem, mens Nick Kyrgios igen havde et skuffende år. Jack Sock og Sam Querrey slog fast, at de er USA's bedste i herretennis.
       I dametennis kæmpede Caroline Wozniacki sig tilbage til toppen. Sejren i Singapore var kronen på et imponerende slid, og måske har Wozniacki det momentum og den stabilitet, som kan bære hende helt op til førstepladsen i det nye år.
       Et andet comeback i 2017 var Julia Görges, som søndag d. 5. nov. vandt turneringen i Zhuhai, Kina. I finalen slog Görges amerikaneren Coco Vandeweghe med 7-5, 6-1. Det var Görges fjerde turneringssejr i karrieren og den anden i år. Den 29-årige Görges slutter året som nr. 14, hendes højeste placering nogensinde. I november 2016 var hun nr. 54. Det er ikke mindst serven, som Görges har forbedret, og ligesom Wozniacki har Görges været mere stabil end de fleste. Desuden blev Görges i 2017 Tysklands bedste i dametennis - 7 pladser bedre end Angelique Kerber, sidste års nr. 1, som i 2017 helt mistede kampgejsten og faldt langt ned ad listen. Görges modtog meget passende WTA-elite-pokalen i Zhuhai af selveste Steffi Graf.


Den 29-årige Julia Görges viste stor fremgang i 2017

       Vinderen af French Open (se nedenfor) Jelena Ostapenko opnåede kun en enkelt sejr i Singapore, til gengæld flotte 6-3, 6-1 over Karolina Plisková. Men hvilket år for "den lille fra Letland", som slutter året som nr. 7. Ostapenko er en herlig, temperamentsfuld fornyelse af dametennis, og endnu en lette, Anastasia Sevastova, kom også ind på top 20.
       Franske Caroline Garcia forbedrede netop i år sit spil markant, siden hun har opgivet at spille double - og ikke mindst siden Båstad (se nedenfor). Lidt mere stabilitet skal der til, og pudsigt at hun som tidligere doublespillere ikke er god nok endnu ved nettet. Der er plads til forbedring - og noget at håbe på.


Verdens-etteren Simona Halep blev 26 år i 2017

     Turneringen i Singapore var en skuffelse for Simona Halep, men Halep slutter dog året som nr. 1 på ranglisten, e fortjent belønning for en stor arbejdsindsats. Halep og kedelige Plisková var i år de eneste stabile i toppen af dametennis, og Chris Evert m.fl. har store forventninger til den sympatiske rumæner i 2018.
     Selv om Singapore også var skuffende for Jelina Svitolina, var 2017 alt i alt et godt år for den 23-årige ukrainer, som bevægede sig helt op i top 10 fra en 14. plads i november sidste år.
       Med danske øjne er der sensationelt nyt i den nedre del af ranglisten, idet den kun 14-årige Clara Tauson for første gang fik plads på ranglisten. Både onklen Michael Tauson og træneren Kenneth Karlsen tror på hendes talent. Danmark har nu fire spillere blandt de 800 bedste, og vi vil med spænding se frem til, hvor meget Clara Tauson kan avancere i 2018.
 



Caroline Garcia, ny fransk kvinde i tennis-toppen



Download tennis-ranglisterne pr. 4/12 2017 her.


























Jelena Ostapenko, temperamentsfuld og talentfuld lette i hastig fremgang.


Anastasia Sevastova, den anden nye lette i top 20.


Jelina Svitolina, ukrainer på vej frem


Clara Tauson, et nyt danske talent


Dødsfald vækker stort vemod
Brno, 19. november:
Jana Novotnás utidige død vækker stort vemod hos tennisfans, der husker hendes heroiske indsats i årene under Steffi Grafs tjubang-sejre. Novotná var spilleren med det udsøgte og varierede spil - og hende med de forfærdelig dårlige nerver. Hun vandt Wimbledon i 1998, men var ellers den evige to'er. Lad os mindes hende for den dygtige spiller, hun var.
Jana Novotná på Wikipedia + BBC  nekrolog
Hertuginden af Kent mindes Novotná
 



 


Årets tennisherrer
London, 12.-19. november:
Årets herretennis-finaler i London begyndte med et "out". Ikke blot tabte Rafael Nadal den indledende kamp mod David Goffin, men måtte derefter forlade turneringen med en skade. Flere skuffelser fulgte for Marin Cilic, Roger Federer, Jack Sock, Dominic Thiem og Alexander Zverev. Derfor kom finalen til at stå mellem belgieren David Goffin og bulgaren Grigor Dimitrov. Bulgaren vandt samtlige kampe i London, inklusive finalen 7-5, 4-6, 6-3, men den spinkle Goffins års-slutspurt kom nok mere overraskende for de fleste.
 



David Goffin
 


"Kong Christian"
Dublin, 14. november:
I den sidste såkaldte 'playoff'-kamp om 'billetter' til herrernes fodbold-VM i Rusland 2018 vandt Danmark overraskende sikkert 5-1 over Irland. Det skete på en flot holdindsats samt på et strålende hattrick og glimrende spil af Christian Eriksen, Tottenham, som alle nu har kronet som Danmarks nye fodboldkonge. Desuden et bragende straffesparkmål af Nicklas Bendtner, den danske målkonge af Norge, og så mangler vi bare, at Pione Sisto får ram på målet, men mon ikke det kommer?
Christian Eriksen blev født 14/2 1992 i Middelfart og tilbragte sin fodbold-ungdom i Middelfart, OB og Ajax (Nederlandene). I 2013 købte Tottenham Hotspur ham fra Ajax, så nu løber Eriksens karrière i engelsk fodbolds fornemste række. Læs mere på Wikipedia.
 



Christian Eriksen
 



Caroline Garcia, Venus Williams, Jelina Svitolina, Karolina Plisková, Jelena Ostapenko, Garbiñe Muguruza, Caroline Wozniacki og forrest Simona Halep. - Sidste års vinder Dominika Cibulkova og finalist Angelique Kerber kvalificerede sig ikke i år. - Dette års slutspilkampe sendes på TV 2/Sport.

Otte kvinder i Singapore
Singapore, 22.-29. oktober:
Tenniskvindernes årsfinaler begyndte med gruppespil. Med seedningen i parantes fordelte de otte slutspillere sig i en gruppe HVID med Garbiñe Muguruza (2), Karolina Pisková (3), Venus Williams (5), Jelena Ostapenko (7), og en gruppe RØD med Simona Halep (1), Jelina Svitolina (4), Caroline Wozniacki (6), Caroline Garcia (8).
       Wozniacki fik en forrygende start, idet hun med sikkert, stabilt spil helt tog pippet fra Svitolina og vandt 6-2, 6-0. Danskeren fortsatte i samme stil og slog verdens-etteren Halep med 6-0, 6-2. Den anden Caroline, Garcia, som tabte sin første kamp til Halep, vandt i en maraton-dyst 6-7, 6-3, 7-5 over Svitolina. Mødet mellem to gange Caroline blev også en kamp på over to timer, hvor danske Caroline tabte sit start-momentum, så franske Caroline kæmpede sig ind i kampen og vandt 0-6, 6-3, 7-5.
       Svitolina vandt i fin stil over Halep 6-3, 6-4. Sikken skuffelse for verdens-etteren, men Svitolina sørgede således for, at begge Caroliner gik videre til semifinalerne, og en Garcia i højt humør lovede Svitolina en god lang drink!
       Danske Caroline genvandt sikkerheden i en spændende semifinale mod Plisková og vandt 7-6, 6-3. Det kunne franske Caroline ikke helt og tabte til Venus Williams. Wozniacki plejer at tabe, men ikke denne gang, selv om Williams kæmpede godt. Igen spillede Wozniacki solidt og sikkert, med meget få fejl, og en forbedret serv er prikken over i'et: 6-4, 6-4.


Martina Hingis og Roger Federer satte Schweiz på tennis-verdenskortet

I doubleturneringen lykkedes det ikke for Martina Hingis - s.m.  Yung Jan Chan - at afslutte karrièren med nok en turneringssejr: Hingis og Chan blev slået i halvfinalen af de senere vindere: Den ungarsk-tjekkiske duo Timea Babos og Andrea Hlavacková, som i finalen slog det hollandsk-svenske par Kiki Bertens og Johanna Larsson. Men Hingis, f. 30/9 1980, kan se tilbage på en fantastisk karrière: I single blev Hingis nr. 1 på ranglisten d. 31/3 1997, den yngste verdens-etter nogen sinde. Tilmed nåede hun i sidste halvdel af karrièren altså også at blive nr. 1 på double-ranglisten.
 




 




Görges vandt Kreml-pokalen
Moskva, 16.-21. oktober:
Dejligt at se OL-vinderen Mónica Puig tilbage i nogle gode kampe - herunder en gentagelse af OL sejren over Angelique Kerber i første runde af turneringen i Luxemburg. Puig fortsatte og nåede semifinalen, hvor hun vandt over belgieren Elise Mertens med 6-2, 7-5. I finalen mødte Puig tyskeren Carina Witthöft, som vandt 6-3, 7-5. Det er den 22-årige Witthöfts første turneringssejr i karrieren.


Kreml-pokalen, Julia Görges og Daria Kasatkina

En anden god nyhed var Julia Görges' tredje turneringssejr i karrièren og den første siden 2011. Görges banede sig vej til semifinalen i Moskva mod det nye russiske håb, Natalia Vikhljantseva; Görges vandt i tre sæt (6-2, 2-6, 7-5). For fjerde gang i år stod Görges således i en finale, hvor hun skulle møde hjemmebane-favoritten Daria Kasatkina, men Görges imponerede og vandt så klart som 6-1, 6-2.
PS d. 23. okt.: Med sejren i Moskva vender Görges tilbage til ranglistens top 20, nemlig som nr. 18 med 2.060 points. Angelique Kerber har mistet mange points pga. nederlaget i Luxembourg og manglende deltagelse i årets slutspil - og falder til nr. 19 med 2.042 points. Julia Görges er nu Tysklands nr. 1 i dametennis. Til lykke.
 





















Carina Witthöft vandt i Luxembourg

Carina Witthöft, f. 16/2 1999 i Hamburg. 176 cm høj, højrehåndet. Træner: Jacek Szygowski.
Nr. 73 på ranglisten pr. 16/10 2017.


Aktuelle links
BBC om Görges sejr
Kicker om Görges og hendes sejr
Rheinische Post om Görges
t-online om Görges og Witthöft
Tennis Magazin om Carina Witthöfts sejr
 




Flyvende Garcia
Beijing, 30.sept. - 8.okt.:
Caroline Garcia var så træt efter finalen i China Open i Beijing, at hun knapt kunne gennemføre hendes vanlige sejrs-'flyvetur', men hvilket momentum den smukke franske tennisstjerne har! Efter sejren i Wuhan måtte Garcia gennem flere hårde kampe i Beijing: en udmarvende 3,5 timer lang kamp mod Jelina Svitolina og en jævnbyrdig semifinale mod Petra Kvitová. Finalen mod Simona Halep vandt Garcia med 6-4, 7-6. Det er bl.a. serven, som Garcia har forbedret, siden vi så hende i Båstad i juli.
Selv om Halep tabte, kunne hun glæde sig over at blive ny nr. 1 på kvindernes rangliste. Halep er den første rumæner, den 25. spiller i historien og den femte kvinde i 2017, som er blevet  nr. 1 - efter Angelique Kerber, Serena Williams, Karolina Plisková og Garbiñe Muguruza (kun 4 uger). En fortjent opmuntring for Halep, som har ligget uafbrudt på top ti siden 2014, og som har været tæt på førstepladsen flere gange tidligere i år.
Mændenes turnering i Beijing blev vundet af Rafael Nadal, som slog Nick Kyrgios i finalen med 6-1, 6-2.
 



Simona Halep, f. 27/9 1991 i Constanta, Rumænien. 168 cm høj. 2010 i top 100, 2012 i top 50, og  2014 top 10. Første grand slam finale 2014 i French Open. Første gang nr. 1 i verden d. 9/10 2017.


Garbiñe Muguruza
 




Glad Garcia i Kinas bil-by
Wuhan, 24. - 30. sept.:
Efter sejren i Tokyo fortsatte Caroline Wozniacki til Wuhan-turneringen i Kina, men mærkelig energiforladt skuffede hun stort og tabte 5-7, 3-6 til verdensranglistens nr. 80, grækeren Maria Sakkari. Også andre topspillere røg hurtigt ud i Wuhan: US Open-vinderen Sloane Stephens, Angelique Kerber (naturligvis), Simona Halep, Johanna Konta, Agnieszka Radwanska - og verdensetteren Garbiñe Muguruza vandt kun med besvær over polakken Magda Linette 6-2, 1-6, 6-4. Til sidst var der ingen af de seedede spillere tilbage.
Det var herligt at se en glad, velspillende Caroline Garcia kæmpe sig til en 6-3, 7-5 sejr over Dominika Cibulkova, mens Jelena Ostapenko stoppede Mónica Puig, som ellers syntes i ny fremgang, og dernæst Muguruza, inden Ostapenko selv blev udspillet af det nye australske håb Ashleigh Barty. Forinden slog Barty i en drabelig kamp Karolina Plisková. Garcias vej til finalen var sejre over Jekaterina Makarova med 7-6, 6-4 og over den græske overraskelse Sakkari.
Allerede inden finalen i Kinas store bil-by Wuhan var kvindernes tennis-karavane ankommet i hovedstaden Beijing til en ny, stor turnering (30. sept. - 8. okt.), så det er ikke mærkeligt, at nogle af spillerne ser lidt slidte ud. Ikke desto mindre blev finalen i Wuhan en lang og lige kamp på over 2½ timer. Caroline Garcia vandt fortjent 6-7, 7-6, 6-2, men begge spillere - og måske endda især Barty - tegner en lys fremtid for kvindetennis, når de gamle 'elefanter' slutter. I første omgang vil de stige et pænt stykke op ad ranglisten, Garcia fra nr. 20 og Barty fra nr. 37.
 



Caroline Garcia, f. 16. okt. 1993, Frankrig, 177 cm høj. 2010 bedste 17-18 årige i Frankrig, 2011 prof.,  2014 første single titel (Bogota), 2016 French Open double vinder s.m. Kristina Mladenovic, 2017 koncentration om single. Træner / far: Louis Paul Garcia.


Ashleigh Barty, f. 24. april 1996
 


Wozniacki japanske triumf
Tokyo, 19. - 24. sept.:
Toray Pan Pacific Open tennis-turneringen bød på flere af de bedste kvindelige tennisspillere i et år, hvor kvindernes rangliste har haft fire forskellige 1'ere. Én af dem, Angelique Kerber, som ellers har skuffet så stort og senest faldt ud af top ti, begyndte at vende den udvikling med sejre over Naomi Osaka, Daria Kasatkina og Karolina Plisková, men blev så i semifinalen overvældet af en russisk stormvind, Anastasia Pavljutjenkova, som vandt 6-0, 6-7, 6-4.  Caroline Wozniacki besejrede med besvær Domenika Cibulkova, der til sidst måtte udgå med en skade. Garbiñe Muguroza vandt sikkert over Mónica Puig og Caroline Garcia, men i semifinalen udspillede Wozniacki med lange velplacerede bolde Muguruza: 6-2, 6-0 -- turneringens bedste kamp!
I finalen tog Wozniacki 'vinden' ud af Pavljutjenkova og sejrede endelig i sin 7. finale i år: 6-0, 7-5. Det var hendes 26. turneringssejr i karrieren, og det er tredje gang, Wozniacki vinder turneringen i Tokyo; det samme har Gabriela Sabatini og Steffi Graf gjort, mens Martina Hingis har vundet fem gange.
 



Caroline Wozniacki
 


11. september: Efter de gode resultater i US Open er Julia Görges tilbage i Top 30 på tennis-ranglisten: nr. 26.

US Open 2017
New York, 28. aug. - 10. sept.:
Turneringen var fra begyndelsen plaget af flere afbud på herresiden, og allerede i første runde blev sidste års vinder af kvindernes turnering, Angelique Kerber,  slået ud. Hun tabte helt fortjent til den kun 19-årige amerikaner Naomi Osaka 6-3, 6-1. Som man så i Cincinnati er Kerber rent fysisk i fin form, men psykisk er den helt gal: Intet vinderinstinkt, ingen kampgejst, når hun står på banen. Trist.
       Hos mændene var den første overraskelse, at håbefulde Alexander Zverev blev slået ud af kroaten Borna Coric. Storebror Mischa Zverev gik videre fra første runde og slog dernæst John Isner. Hos kvinderne gik min yndling Julia Görges også videre med en 6-2, 6-1 sejr over kineseren Saisai Cheng, og med 6-3, 6-3 besejrede Görges også serberen Aleksandra Krunic, der ellers lige havde slået Johanna Konta. Opmuntrende for Görges, selv om hun dernæst tabte til amerikaneren Sloane Stephens. Opmuntrende generelt, at letten Anastasija Sevastova med varieret spil satte en stopper for den enerverende hyler Maria Sjarapova, og opmuntrende at følge den velspillede kampen mellem kineseren Shuai Zhang og verdens-etteren Karolina Plisková; sidstnævnte vandt dog.
       Både hos mændene og kvinderne var der meget få seedninger, der holdt, takket være overraskelser, afbud og skader. Fire amerikanere stod over for hinanden i semifinalerne, og i finalen stod useedede Sloane Stephens over for Madison Keys - og Sloane vandt! Mens Federer 'snublede' mod Del Potro, tordnede førsteseedede Rafael Nadal igennem til en finale mod 28.-seedede Kevin Anderson fra Sydafrika. Finalen var ikke velspillet, men Nadal vandt sikkert 6-3, 6-3, 6-4. Derimod var Nadal helt fantastisk mod Del Potro i semifinalen, som Nadal vandt 4-6, 6-0, 6-3, 6-2. Nadal var i sin anden ungdom og fik Del Potro til at ligne en træt, gammel mand.
 



Anastasija Sevastova, f. 13. april 1990 i Liepaja, Letland, bor nu i Wien, Østrig. Højrehåndet, professionel fra 2007, 2013-15 fraværende pga. skader og sygdom, 2016 første kvartfinale i en grand slam turnering (US Open).
 


Kamp mod varmegraderne
Cincinnati, 14.-20. august:
Varmegraderne var den værste modstander for deltagerne ved denne vigtige tennis-turnering forud for US Open. Værst så det ud for Jekaterina Makarova i 2. runde kampen mod Angelique Kerber. Kampen gik i tre sæt, og Makarova så mere og mere forpint ud. Ikke desto mindre vandt Makarova i en lang tie-break over Kerber, som så fysisk stærkere ud, men som endnu en gang skuffede. Kerber synes helt at have mistet gejsten og rasler formodentlig nu langt ned ad ranglisten. Makarova tabte dog i næste runde til den lovende afro-amerikaner Sloane Stephens, men efter nogle år som bedst i double er Makarova for alvor godt med i single.
Efter to gode sejre over hhv. russeren Jelena Vesnina og australieren Ashleigh Barty stod en stadigt bedre spillende Caroline Wozniacki over for Karolina Plisková, den bedste af de tjekkiske tvillinger. Dér sluttede festen for danskeren, for Plisková spillede en fejlfri kamp i hendes vanlige kølige stil og vandt 6-2, 6-4.
Julia Görges er også i fremgang, ikke mindst hendes serv er blevet bedre. Efter det gode spil i Washington kom Görges, der p.t. er nr. 37 på ranglisten, til Cincinnati og slog såvel ranglistens nr. 10, den nygifte polak Agnieszka Radwanska 6-4, 6-4 som ranglistens nr. 4, ukraineren Jelina Svitolina 7-5, 6-4. Derefter stod Görges over for Sloane Stephens, men kom alt for sent i gang, så Stephens vandt 6-1, 7-6. Dernæst tabte Stephens klart til Simona Halep, som i finalen selv tabte klart til Garbiñe Muguruza. En sejr ville have gjort Halep til ny nr. 1 på ranglisten, men hun mangler p.t. 5 points!
Hos mændene stod finalen mellem to spillere på vej frem. Bulgareren Grigor Dimitrov (26 år) besejrede Nick Kyrgios (22 år) fra Australien med 6-3, 7-5.

MERE OM / MED JULIA GÖRGES
Egen hjemmeside - desuden FaceBook, InstaGram og Twitter
Engelsk Wikipedia 
Tysk Wikipedia
WTA-profil
Tennis-Explorer-profil
Tennis-Flashscore-profil
Forældrene Inge og Klaus Görges arbejder i forsikrings-branchen ligesom storesøster Maike; og én af Görges sponsorer er Nürnberger Versicherung.

 



Julia Görges, f. 2/11 1988 i Bad Oldesloe (Schleswig-Holstein), 180 cm høj, højre-håndet, begyndte som 5-årig i lokal klub, bor og spiller nu i Regensburg (Bayern),
2007 tysk vicemester (tabte til den 'evige' rival Andrea Petkovic),
2008 på Top 100, 2010 turnerings-sejr i Nürnberg, 2011 turnerings-sejr i Stuttgart, 2012 nr. 15 på verdens-ranglisten, 2013-2015 dårlige år, 2016 opgang og ny træner: Michael Geserer. Kælenavn: Jule.
 



Semifinale i Washington: Julia Görges vandt over landsmandinden Andrea Petkovic

Fin turnering af Görges
Washinton, 31. juli - 6. august:
Julia Görges fortsatte fra Båstad til Citi Open turneringen i Washington, USA, og gjorde det rigtig godt. På vej til finalen slog Görges bl.a. rumæneren Monica Niculescu 6-3, 6-4, samt i en særdeles jævnbyrdig kamp landsmandinden Andrea Petkovic 5-7, 6-4, 7-5. I finalen mødte Görges russeren Jekaterina Makarova, som i endnu en spændende kamp sikrede sig sejren med 3-6, 7-6, 6-0.
 











Jekaterina Makarova, også velkendt som double-spiller
 



Julia Görges kom til Båstad med
en sølvmedalje fra Bucarest, men udgik i første runde med skade. Tommy Haas' afskedsturné nåede også Båstad, her med datteren Valentina, men han tabte i første runde både i Båstad og efterfølgende i Hamburg


Besøg i Båstad
Båstad, 25.-30. juli:
Ligesom sidste år aflagde jeg besøg ved kvindernes tennis-turnering i Båstad, dvs. efter mændenes turnering der sluttede med David Ferrer som vinder. Byen var proppet til med mennesker og biler, men der var færre på tennis-banerne, og det var faktisk temmelig køligt at sidde på Båstads høje 'center-court', hvor vinden ramte tilskuerne. Svenske medier udnævnte en demonstrant ved Ferrers semifinale til 'nazist', men den forvirrede person hilste med både "hell seger" og knytnæven, som er en venstreradikal hilsen. 1968 så vi også svensk venstreradikalisme i Båstad, jfr. dokumentarfilmen "Den vita sporten" (1968) om demonstrationer og ballade under Davis Cup-kampen mellem Rhodesia og Sverige.


Katerina Siniaková i Båstad, juli 2017

Caroline Wozniacki var eneste top ti-spiller i årets Båstad og mødte derfor lutter lavt rangerede modstandere: i 1. runde verdens nr. 99, Pauline Parmentier, Frankrig; i 2. runde nr. 106, schweizeren Viktoria Golubic, i 3. runde nr. 127 Kateryna Kozlova, Ukraine, i semifinalen nr. 55, Elise Bertens, Belgien, og i finalen Katerina Siniaková, Tjekkiet, nr. 56 i verden. Parmentier spillede rigtig godt, og jeg så hvordan hun vandt andet sæt over Wozniacki, som dog vendte kampen i tredje sæt.
      Desuden så jeg den gode kamp mellem nederlandske Kiki Bertens og tyske Carina Witthöft. Slagkraftige Bertens, som netop havde vundet turneringen i Gstaad (Schweiz), vandt kampen, men ikke så overlegent som antydet af tallene: 6-1, 6-4. Jeg så første sæt af kampen mellem Caroline Garcia og rumæneren Irina Begu, der kom med en finalesejr i Bukarest over min yndling Julia Görges. Begu vandt første sæt, men Garcia vendte kampen, erfarede jeg på vej bort fra Båstad og vandt 5-7, 6-3, 6-4. Görges var også i Båstad i år, efter to tabte finaler (Mallorca og Bukarest), men måtte trække sig i 1. runde mod Viktoria Tomova fra Bulgarien.
       Semifinalen mellem Katerina Siniakova og Caroline Garcia blev desværre flere gange afbrudt af regn. Dårlige vilkår for spillerne. Garcia satsede for hårdt - og tabte. 21-årige Siniaková stod dermed i finalen mod Wozniacki. Regn forsinkede kampen 2,5 timer, og begge spiller havde problemer med småskader, men Siniakova fandt fuldt fortjent 6-3, -6-4 efter solidt spil hele ugen. Det er hendes anden turneringssejr. Nr. 56 i verden slog nr. 6. Bravo!
Båstad-deltagere med højeste indtægter i  alt
Båstads honorarer og points til deltagere og vindere
 




















Carina Witthöft


Kiki Bertens


Caroline Garcia


Katerina Siniaková
 




Vilde Wimbledon
London, 3.-16. juli:
Verdens fornemste græsturnering bød på artige overraskelser. Ikke så meget at Wozniacki tabte til Coco Vandeweghe, men at samme Vandeweghe tabte sin  kvartfinale til nr. 87 på ranglisten, slovakken Magdalena Rybarikova, som i en tidligere runde også slog Karolina Plisková. Letternes krudtugle Jelena Ostapenko blev stoppet af veteranen Venus Williams. I et brag af en kvartfinale formåede Joanna Konta at slå Simona Halep, som således ikke kunne overtage førstepladsen på kvindernes rangliste - ledig efter Angelique Kerbers nederlag til Garbiñe Muguruza. Selv om også Plisková tabte, fik hun points nok til at blive nye 1'er. Finalen blev et opgør mellem Muguruza og den 14 år ældre Venus Williams: 7-5, 6-0 (!). Mens første sæt var jævnbyrdigt, løftede Muguruza sit niveau i andet sæt og lagde pres på Williams, så denne begik mange fejl.
       Hos mændene var den store overraskelse i de afsluttende runder, at Rafael Nadals tabte i fem sæt til Luxembourgs Gilles Muller, men Muller tabte så til Marin Cilic, mens Novak Djokovic måtte opgive pga. skulderskade, og verdensetteren Andy Murray blev sendt ud af Sam Querrey. Roger Federer holdt fast, besejrede Milos Raonic samt Tomas Berdych (i en meget lige og velspillet semifinale), og så stod Federer over for Cilic i finalen (ulige kamp pga. Cilic' skadesproblemer). Det var Federers 11. Wimbledon finale og 8. sejr mod Pete Sampras' 7 sejre og Björn Borgs 5. Federer er den ældste mandlige Wimbledon-vinder siden Arthur Ashe, 31 år i 1971, og Federer har nu 19 grandslam-sejre mod Nadals 15 og Sampras' 14. I samlet antal turnerings-sejre er Federer nr. 3 med 93 mod Jimmy Connors' 109 og Ivan Lendls 94.
       OBS: Schweizisk grandslam statistik før Federers finale: klik her. Martina Hingis udvidede den schweiziske stime med en sejr i mixed-double-finalen sammen med 'den anden' Murray, Andys storebror  Jamie Murray, og sådan præsenterede single-vinderne deres trofæer på et officielt foto.
 




Garbiñe Muguruza,
f. 8/10 1993 Caracas, Venezuela, spansk statsborger, bopæl Genève, Schweiz. 182 cm høj, højrehåndet, træner: Sam Sumyk. Vinder af French Open 2015. Derefter en bølgedal, men nu hendes anden grand slam sejr og tilbage blandt verdens ti bedste tennis-kvinder.

Roger Federer, f. 8/8 1981 i Basel, Schweiz. Gift  11/4 2009 med 'Mirka', Miroslava Vavrincova, f. 1/4 1978 i Slovakiet. Gentagne fodskader satte 2002 stop for Mirkas tennis-karriere, hvorefter hun blev Rogers PR-manager. Parret har fire børn, to tvillingepar, Myla Rose og Charlene Riva (f. 2009) samt Leo og Lennart (f. 2014).
 


Opvarmning til Wimbledon
25. juni:
Flere turneringer på græs blev afsluttet i weekenden 24.-25. juni og er for mange tennisspillere en forberedelse på årets vigtigste turnering på græs: Wimbledon. Roger Federer sprang flere grus-turneringer over og drog til græsset i Halle. I finalen satte han unge Alexander Zverev på plads med 6-1, 6-3 og vandt således turneringen for niende gang. Med større besvær vandt Feliciano Lopez turneringen i London over Marin Cilic med 4-6, 7-6, 7-6.
       Petra Kvitová gjorde et flot comeback i Birmingham med sejre over landsmandinden Lucie Safaraová i semifinalen og over det australske håb Ashleigh Barty i finalen. Julia Görges kæmpede sig til finalen på Mallorca med sejre over bl.a. Anastasia Pavljutjenkova, Sabine Lisicki og Catherine Bellis, men måtte i finalen bøje sig for letten Anastasia Sevastova, der vandt 6-4, 3-6, 6-3. Görges' forhånd lynede nogle gange med flotte slag, og serven var ind imellem også stærk, men Görges havde for mange udfald, og så glippede sejren. Finalepladsen betød dog, at Görges rykkede fra nr. 54 til nr. 45 på verdensranglisten.
 



Julia Görges
 


French Open - med brag
Paris, 28. maj - 11. juni:
Årets største turnering på grus gik i gang med et brag, da russeren Jelena Makarova, mest kendt som dobbeltspiller, slog verdens-etteren Angelique Kerber ud med sikre 6-2, 6-2. Det var ikke helt så pinligt, at min yndling, Julia Görges, måtte se sig besejret af amerikaneren Madison Brengle 6-1, 3-6, 11-13; Görges kæmpede godt samtlige 168 min. (!), men overplacerede for mange bolde. Man må derimod undre sig over, hvad der er galt med Kerber: Ingen kampgejst, svagt spil. Caroline Wozniacki overlevede 1. runde på sin rutine med 6-4, 3-6, 6-2 over det blot 17-årige australske stjerneskud Jaimee Fourlis, en allerede nu komplet spiller, som blot mangler noget erfaring og sikkerhed. Wozniacki fortsatte i sikker stil, indtil hun mødte det unge useedede energibundt, Jelena Ostapenko, som derefter gik hele vejen til finalen mod Simona Halep. På sin side besejrede Halep kedelige Karolina Plisková i den anden semifinale. Ostapenko, der blev 20 år under turneringen, vandt sensationelt finalen med 4-6, 6-4, 6-3. Hun er den første vinder fra Letland og den første useedede spiller, som vinder i Paris siden 1933. Ostapenko spiller hurtigt og aggressivt, satser vildt, derfor mange vinderbolde og mange uprovokerede fejl, og så er hun en umiddelbar type, der viser sine følelser på banen. Halep anerkendte som den gode sportsperson, hun er, vinderen, men finalenederlaget betød, at Halep også gik glip af førstepladsen på ranglisten.
Novak Djokovic lignede længe en mand på vej tilbage til toppen, men blev i kvartfinalen besejret af Dominic Thiem med 7-6, 6-3, 6-0 (!), men Thiem faldt selv i slaget mod Rafael Nadal, så finalen blev Nadal mod Stanislas Wawrinka, som slog verdens-etteren Andy Murray i den anden semifinale. I finalen kunne Wawrinka intet stille op over for en suveræn Nadal, som vandt 6-2, 6-3, 6-1. Efter 10. sejr i Monte Carlo (23. april se nf.), nu også 'la decima' i Paris. Nadal er det røde grus' konge.
 



Jelena Ostapenko
f. 8. juni 1997 i Riga, Letland, professionel siden 2012. Højre håndet. Indtil 2017 trænet af moderen Jelena Jakovleva, nu
af spanieren Anabel Garrigues. Var inden French Open nr. 47 på ranglisten

 


Fodboldsæsonens udløb og Helsingørs optur
28. maj - 4. juni:
Årets danske Superliga havde en vis lighed med den tyske Bundesliga, idet de to pengestærke klubber F.C. København og Bayern München suverænt vandt turneringerne. Begge blev fulgt af et nyt hold og en gammel kending. I Bundesligaen  blev oprykkerne Leipzig - med den danske landsholdspiller Yussuf Poulsen - nr. 2, mens ustabile Dortmund med nød og næppe sikrede sig bronzen. I den danske superliga sikrede FCKs gamle rival, Brøndby sig andenpladsen - med ny, tysk træner: Alexander Zorniger, og den eneste spænding i toppen var, om Midtjylland eller Lyngby tog bronzen. Med en 3-0 sejr i Herning sikrede oprykkerne fra Lyngby sig medaljerne. En triumf for Lyngby, der blev Danmarksmestre i 1983 og 1992 - og gik konkurs i 2001. Men dvs. at alle medaljer for sæsonen 2016-2017 gik til Hovedstadsområdet.
       Man savner i både Bundesligaen og Superligaen, at flere klubber satser noget og ikke på forhånd affinder sig med, at hhv. FCK og München vinder. Både Dortmund og Midtjylland skal levere mere med de spillere, klubberne har. Hvorfor brugte 'ulvene' penge på Rafael van der Vaart (august 2016), når verdensstjernen ikke kunne få rimelig spilletid af træneren?
       Superliga-sæson sluttede med nedrykning for Esbjerg og Viborg, mens Hobro vender tilbage - sensationelt fulgt af de halvprofessionelle fra Helsingør; byen får travlt med at bygge et nyt stadion.
       A.B. Gladsaxe, som sidste år suverænt rykkede op fra 2. til 1. division, faldt ned igen med et brag. Det står ikke ganske klart, hvad der gik galt. men ledelsen har virket ret opgivende og passiv. AB skal nu igen spille i én af de tre puljer i 2. division, og den nye sæson begynder 6. august. Hvad mon der er tilbage af AB's hold til den tid?
       Endelig: Sæsonen 2016-2017 blev plaget af mange dommer-fejl, så mange at det truer med at spolere spillet. Kun de ansvarlige i DBU vil ikke indse det og gør ingenting.
 









 




Overraskende og unge vindere
Roma, 21. maj:
På det smukke tennis-anlæg i Rom fortsatte Simona Halep det gode spil fra turneringen i Madrid, og Novak Djokovic viste endelig igen noget rigtig fint spil, men da de kom i finalerne, blev de slået. Efter en imponerende kvartfinalesejr over Karolina Plisková vandt Jelina Svitolina 4-6, 7-5, 6-1 over Halep, mens Alexander Zverev besejrede Djokovic med 6-4, 6-3. De to unge vindere, ukrainske Svitolina og tyske Zverev, vil snart at være finde på spillernes Top Ti.

Halep vinder i Madrid
Madrid, 15. maj:
Rumænske Simona Halep havde det svært i Miami, også på grund af uenighed med træner Darren Cahill. Kun syv uger senere gjorde Halep det så godt i grus-turneringen i Madrid, at hun vandt den. I finalen lørdag 13. maj slog hun Kristina Mladenovic fra Frankrig med 7-5, 6-7, 6-2. Det var faktisk Haleps anden sejr i netop denne turnering. På den nyeste rangliste af 15. maj er Halep steget til 4.-pladsen. Trods de dårlige resultater er Angelique Kerber nr. 1 på listen og øger forspringet til den fraværende, gravide Serena Williams (nr. 2) og Karolina Pliskova (nr. 3). En enkelt plads' fremgang gør, at Caroline Wozniacki nu er nr. 10.
 



Jelina Svitolina
f. 12/9 1944


Alexander Zverev
f. 20/4 1997


Simona Halep
f. 27/9 1991
 


23. april: Görges fremgang. I Federation-Cup-kampen mellem Tyskland og Ukraine var det Julia Görges - og ikke Angelique Kerber - som sikrede Tyskland en 3-1 sejr. Görges vandt begge sine kampe - mod hhv. Jelina Svitolina og Lesia Tsurenko, mens Kerber skuffede igen-igen ved nok at slå Tsurenko, men tabe til Svitolina.
Ny triumf for Rafael Nadal.  Rafael Nadal triumferede ved tennis-turneringen i Monte Carlo, idet han vandt turneringen for 10. gang - med en sejr over landsmanden Albert Ramos-Vinolas.

Nadals nr. 1.000, Konta i top 10
Miami, 30. marts- 2. april:
Ved tennis-turneringen Miami Open nåede Rafael Nadal turnerings kamp nr. 1.000. Den fik et særpræget forløb. Nadal mødte Philipp Kohlschreiber, som lagde helt fantastisk ud og tildelte Nadal et æg i første sæt, men Nadal kæmpede sig tilbage og vandt kampen 0-6, 6-2, 6-3. Dermed blev Nadal den 11. mandlige spiller i 1.000-klubben. Der er dog langt til toppen af listen: 1) Jimmy Connors 1.535 kampe, 2) Roger Federer 1.340 og Ivan Lendl 1.310 (tal pr. 26/3). Nadals 'evige' rival Federer vandt med nød og næppe over den godt kæmpende Tomas Berdych i en kamp, som var mere lige end cifrene antyder (6-2, 3-6, 7-6), mens Nick Kyrgios vandt de unges opgør med 6-4, 6-7, 6-3 over Alexander Zverev. Federer besejrede igen meget knapt Kyrgios, 7-6, 6-7, 7-6, og trist nok opførte en del af publikum sig dårligt og kom med tilråb, som forstyrrede Kyrgios på vigtige tidspunkter. For min del var finale-fornøjelsen spoleret. Federer slog rutinemæssigt Nadal med 6-3, 6-4. Dermed er Federer (nr. 4) og Nadal (nr. 5) tilbage i mændenes top 5, hvor Andy Murray, Novak Djokovic og Stan Wawrinka tager de øverste pladser. Samlet har disse fem mænd vundet 50 ud af de 55 sidste grand slam turneringer: Federer 18, Nadal 14, Djokovic 12, Murray 3 og Wawrinka 3.

På kvindesiden fortsatte opturen for Caroline Wozniacki, mens Angelique Kerber skuffede igen og tabte 5-7, 3-6 i kvartfinalen til den 36-årige Venus Williams, ældste aktive spiller i kvindernes turnering. Williams blev dernæst slået af det britiske håb, Johanna Konta, 6-4, 7-5. Wozniacki imponerede med en stærk indsats mod Karolina Plisková, som helt mistede gejsten, da Wozniacki vendte kampen og vandt: 5-7, 6-1, 6-1. Men finalen vandt Konta overraskende sikkert over Wozniacki med 6-4, 6-3 og med et aggressivt, varieret spil. En fortjent triumf for 25-årige Konta, den foreløbig største sejr i hendes karriere. I 2015 steg hun på ranglisten fra nr. 150 til nr. 47, og nu springer Konta ind i kvindernes top ti.
 



Rafael Nadal, f. 3/6 1986, opvokset i Catalanien, bor nu på Mallorca.
Professionel siden 2001, 28 titler, heraf 14 grand slam sejre og desuden OL guld i 2008
 


Federer, Vesnina - og Hingis
Indian Wells, 6.-19. marts:
De tjekkiske tvillinger Karolina og Kristyna Plisková nærmer sig hinanden også i spilleniveau, men Kristyna måtte bøje sig for Dominika Cibulkovba. Det lille C tabte dog derefter til Anastasia Pavljutjenkova, som så tabte til landsmandinden Svetlana Kuznetsova. Angelique Kerber skuffede igen og tabte til Jelena Vesnina, men pga. Serena Williams afbud bliver Kerber atter nr. 1 på ranglisten. Caroline Wozniacki bekræftede sin gode form med sejre over bl.a. Katerina Siniakova og Madison Keys, men blev stoppet af Kristina Mladenovic fra Frankrig. Vesnina gik videre og slog både Venus Williams og Mladenovic, og så blev det en ren russisk kvinde-finale. 30-årige Vesnina besejrede den ét år ældre Svetlana Kuznetsova med 6-7, 7-5, 6-4. En hård kamp på lidt over tre timer. Det er Vesninas hidtil største triumf.
De gamle rivaler Roger Federer og Rafael Nadal mødtes lidt 'for tidligt' i turneringen, men Federer vandt i opvisningsstil 6-2, 6-3. Andy Murray blev slået ud endnu tidligere, og Novak Djokovikc tabte til Nick Kyrgios, som derefter blev syg, og så blev mændenes finale rent schweizisk. Federer slog Stanislas Wawrinka med 6-4, 7-5 og vandt turneringen for femte gang. Kun Novak Djokovic har også vundet fem gange her. 35-årige Federer er den ældste, der har vundet turneringen, og sejren er hans turneringssejr nr. 90.



Martina Hingis er stadig aktiv turneringsspiller, ikke længere i single, men i double og mix-double. Hingis er langt fra den hårdtslående stil, som ellers dominerer, men spiller med en vidunderlig lethed, præcision og variation. Der har vel ikke været hendes lige siden australieren Evonne Goolagong Cawley i 1970erne? Sammen med hendes nye partner, 27-årige Chan Yung-Jan fra Taiwan, vandt 36-årige Hingis kvindernes double i Indian Wells. Det var deres første titel sammen. De slog det tjekkisk par Lucie Hradecková og Katerina Siniaková - og se, nye Hingis-beundrere melder sig!
 



Jelena Sergejevna Vesnina, f. 1/8 1986 i Lviv, Ukraine, nu borger i Rusland, bor i Sotjij. Professionel siden 2002, gift 2015. Trænes af faderen Sergej og Andrej E. Tjesnokov.

Petra Kvitová, f. 8/3 1990 i Bilovec, Tjekkiet. Bor nu i  Monaco. 182 cm høj, venstre-håndet.
Professionel siden 2006. Karriere-
højdepunkter: 19 titler, herunder Wimbledon-sejre 2011 og 2014 samt adskillige sejre med det tjekkisk tennis-landshold.
Træner: Jiri Vanek.

2. marts 2017:
20/12 2016 angreb en røver Kvitová i hendes hjem med en kniv, og  Kvitová blev skadet i bl.a. den ene hånd. Kvitová er nu restitueret og træner for at komme tilbage i  turneringslivet.
 


Historisk afslutning
Melbourne, 16.-29. januar:
På de glade tennisdage i den australske sommervarme var det allerede i 2. runde farvel til Novak Djokovic og Agnieszka Radwanska. Derimod var Roger Federers opvisningssejr over Tomas Berdych stærkt opmuntrende, ligesom den jævnbyrdige 5-sætter mellem Alexander Zverev og Rafael Nadal var begge til ære - og Nadal til sejr. Storebror Mischa Zverev fulgte fornemt efter og eliminerede verdens-etteren Andy Murray, og amerikaneren Coco Vandeweghe besejrede med flot angrebsspil kvindernes verdens-etter, den dybt skuffende Angelique Kerber. Også Johanna Kontas friske velspillede sejr over Caroline Wozniacki var opmuntrende.
Australian Open 2017 blev således det store gennembrud på højeste plan for Vandeweghe og Konta - samt for Mischa Zverev og Grigor Dimitrov, for selv om Zverev tabte i kvartfinalen til Roger Federer, er hans glimrende netspil en klar gevinst for tennis, og Dimitrovs nederlag til Nadal i semifinalen kom først efter en heroisk indsats. Turneringen fik en historisk afslutning med Serena vs. Venus Williams i kvindernes finale samt Nadal vs. Federer i mændenes. Serena slog Venus 6-4, 6-4; det var Serenas 23. sejr i en grand slam single turnering; hun passerer dermed Steffi Graf (22 sejre) og overgås kun af Margaret Court (24).
 





Coco Vandeweghe
 



Vinderne af Hopman Cup 2017: Frankrig ved Richard Gasquet og Kristina Mladenovic

Federer comeback, Görges optur

7. januar:
Det nye tennis-år begyndte i Australien og New Zealand. Roger Federer gjorde comeback efter seks måneders skadespause i Hopman Cup, 1.-7. januar, i Perth, Australien. Det er en nations-turnering, hvor resultaterne ikke giver spillerne points på ranglisterne. Underholdningsværdien var til gengæld stor med højdepunkt i mødet mellem Schweiz og Tyskland, hvor fremtidens mand, 19-årige Alexander Zverev, slog 35-årige Federer i tre sæt, alle i tiebreak, hvorefter 19-årige Belinda Bencic sikkert slog 29-årige Andrea Petkovic. Bencic dominerede den afgørende mixed-double, spillet efter "fast four" reglerne, med stor slagkraft og distraherende hoftebevægelser. Bencic og Federer besejrede klart Petkovic og Zverev 4-1, 4-2, men schweizerne tabte næste kamp til Frankrig ved Richard Gasquet og Kristina Mladenovic. De vandt også finalen - over Coco Vandeweghe og Jack Sock, USA.
 ● Federer og Zverev bongo-trommer
Julia Görges, Ana Konjuh, Serena Williams og Caroline Wozniacki spillede i turneringen i Auckland, New Zealand, 2.-7. januar. Adskillige overraskelser. Ranglistens nr. 72, Madison Brengle (USA), slog Serena Williams. Görges spillede op til sit bedste og slog Wozniacki i tre sæt (1-6, 6-3, 6-4), men opturen sluttede i semifinalen, hvor Görges tabte til Konjuh, ranglistens 47, der i finalen tabte til Lauren Davis fra USA, ranglistens 61.
● Angelique Kerber, Dominika Cibulkova og Svetlana Kuznetsova spillede i Brisbane, Australien, 1.-7. januar, men de fik alle en dårlig start på tennis-året. Finalen vandt Karolina Plisková, Tjekkiet, over Alize Cornet, Frankrig.
● I semifinalerne i Doha, Qatar, vandt Novak Djokovic over den spanske veteran Fernando Verdasco, mens Andy Murray slog den småskadede Tomas Berdych. Den intense, omvekslende finale var måske en generalprøve på Australian Open. Djokovic vandt 6-3, 5-7, 6-4.
 





















Roger Federer


Julia Görges
 


                                  Denne side blev opdateret d. 26/12, 2017   *    *