Filmorientering

 


"Løgneren": Løgn til trøst, tillid og glæde

Én af de betydningsfulde centraleuropæiske efterkrigstidsforfattere, der valgte at slå sig ned i DDR, er Jurek Becker (1937-1997). Han var født i Polen, og tabet af det polske sprog fra barndommen blev også til et erindringstab, så han måtte konstruere sine fortællinger om den jødiske ghetto i Lodz. "Jakob der Lügner" (1969), "Der Boxer" (1976) og "Bronsteins Kinder" (1986) udgør en trilogi om vanskelighederne ved at være hhv. jøde og socialist i DDR. I 1976 blev Becker udelukket af SED, og i 1978 forlod han DDR.

Hovedpersonen i "Jakob der Lügner" lyver for at redde mennesker. Romanen blev filmatiseret 1974 i DDR af Frank Beyer. I mangel af 'the real thing' kan vi nu se en amerikansk produceret filmatisering, nemlig "Jakob the Liar", instrueret og skrevet af Peter Kassovitz (1999), med den danske titel "Løgneren". Robin Williams har hovedrollen som Jakob Heym. Andre kendte navne på rollelisten er Alan Arkin, Bob Balaban og Armin Mueller-Stahl. Desuden medvirker bl.a. en række polske og ungarske skuespillere.

Oliver Zimmermann skriver i Film-Aktuell, at den ungarsk fødte Peter Kassovitzs filmatisering ganske vist savner det stærke og realistiske udtryk i Frank Beyers 1974-udgave, men anskuet som en mere symbolsk fortælling om behovet for trøst, tillid og glæde er det en meget seværdig og velspillet film.

Amerikanske anmeldere har sammenlignet filmen med "Livet er smukt" (La vita è bella, instr. Roberto Benigni, 1997), hvilket falder noget forskelligt ud. Wesley Morris i The San Fransisco Examiner synes, der er for meget tårperseri i Williams' messiansk udformede Jakob og for meget kristen allegori i historien. For Bob Graham i The San Fransisco Chronicle har filmen den helt rigtige blanding af gribende følsomhed og desperat humor, og for ham udtrykker Robin Williams perfekt hovedrollens blandede følelser. Graham slutter finurligt sin anmeldelse med at kalde filmen vidunderlig og spørger: "Would I lie to you?"

© Bo Torp Pedersen, 2000

Anmeldelse blev publiceret første gang i tidsskriftet Vision, nr. 8, april 2000

 

Tilbage til forsiden

 

 

Tilbage til oversigten

 

 

 

Henvisninger

● Løgneren - Jakob, the Liar - USA/Ungarn 1999 - Instr.: Peter Kassovitz - manus: Peter Kassovitz & Didier Decoin efter romanen af Jurek Becker - Medv.: Robin Williams (Jakob), Hannah Taylor-Gordon (Lina), Éva Igó (Linas mor), István Bálint (Linas far), Justus von Dohnanyi (Preuss), Kathleen Gati (prostitueret), Bob Balaban (Kowalsky), Alan Arkin (Frankfurter), Michael Jeter (Avron), Mark Margolis (Faingold), János Gosztonyi (Samuel), Liev Schreiber (Mischa), Armin Mueller-Stahl (Kirschbaum), Ádám Rajhona (The Whistler), Antal Leisen (Peg-Leg), Mathieu Kassovitz (Herschel), Péter Rudolf (Roman), Jan Becker (ung tysker), János Kulka (Nathan), Gregg Bello (Blumenthal), Nina Siemaszko (Rosa), Grazyna Barszczewska (fru Frankfurter), Judit Sagi (fru Avron) - 116 min. - Dansk biografpremiere: ingen - Dansk video distribution: Nordisk Film, april 2000
● Tjek omtale i CinemaZone, Philm, Filmspiegel og IMDb.
● Tjek info om den oprindelige DDR-film hos IMDb.
● Pressebilleder © Nordisk Film

Opdateret 3/1 2011 **