C.S. Lewis: Narnias skaber

Filmorientering

Tilbage til oversigt - - Tilbage til forsiden

Dette er et billede af virkelighedens C.S. Lewis. Filmens Anton Rodgers ligner ham helt forbløffende

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lewis og nogle børn evakuerede pga. krigen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 C.S. Lewis: Narnias skaber

C.S. Lewis: Beyond Narnia - England 2005 - Instr. og manus: Norman Stone – Medv.: Anton Rodgers (C.S. Lewis), Diane Venora (Joy Davidman), John Franklyn-Robbins (William Thompson Kirkpatrick, "The Great Knock"), Peter Banks (Warnie Lewis), Adam Davy (C.S. Lewis som ung mand), Robert Hickson (J.R.R. Tolkien), Ben Lambert (J.R.R. Tolkien - som ung mand), Fred Drinkwater (Hardie), Andrew Harrison (Albert Lewis, faderen), Catherine Lemmon (Flora Lewis, moderen), Leo Potter (C.S. Lewis - som barn), Anthony Di Liseo (Warnie Lewis - som barn), Pax Baldwin (Douglas Gresham, Joys søn), Luke Hawkins (David Gresham, Joys søn), Marie Holmes (mrs. Moore), Claire Aston (Maureen Moore, daughter) - 54 min. - Dansk DVD premiere: 31. maj 2007 - Udlejning: Lohse Movie
Tjek også Variety, Decent Films og IMDb.
DVD’en sælges sammen med bogen Douglas Gresham: C.S. Lewis – Et personligt portræt. Forlaget Fokal, 2007, 192 sider, indbundet)
http://www.lohse.dk/index.php?action=visvare&varenr=5467  Du kan hente en pdf-fil med et samtaleoplæg op filmen og bogen ved at klikke her! 

Indblik i stor forfatters liv

 

C.S. Lewis er én af vor tids mest betydende engelske eventyrforfattere og samtidig en meget (selv-)bevidst kristen stridsmand. Forlagsgruppen Lohse har fået den gode idé at udsende en erindringsbog og en erindringsfilm som et samlet tilbud (pris kr. 299,75). Bogen er en nydelig udgivelse, som man med stor fornøjelse holder i hænderne, og man læser den hurtigt igennem. Ligeså let den er læst, ligeså let er den muligvis glemt igen. Douglas Gresham har i hvert fald kun få steder noget væsentligt nyt at føje til de hidtil kendte oplysninger om Lewis’ liv og levned. Han er loyal mod denne mærkelige englænder, som blev hans stedfar, og det er naturligvis sympatisk, men han er det i en sådan grad, at Lewis’ livsdrama ikke rigtig får liv i denne bog.

Filmen er en drama-dokumentar, hvor C.S. Lewis i skuespilleren Anton Rodgers skikkelse selv fortæller om sit liv. Den aldrende forfatter i slåbrok ser tilbage, og vi får flashbacks, som illustrerer hans erindringer. Som i så mange erindringer er der også her tale om en vis forskønnelse og også visse udeladelser. Forfatterens omskiftelige og dramatiske livsforløb kommer ikke til fuld udfoldelse, men står dog temmelig klart for seerne. Nogle af de mest levende afsnit af filmen viser ham blandt The Inklings, kredsen af samtidige forfattere m.fl. (bl.a. Tolkien), som blev venner, og som diskuterede på livet løs. Endelig er der naturligvis den allerede så berømte kærlighedshistorie om Lewis og amerikanerinden Joy Davidman, hvor Diana Venora trods den begrænsede tid, der er til rådighed, formår at gøre denne kvinde nærværende, så vi fatter noget af parrets store kærlighed.

Den historie har filmens instruktør Norman Stone fortalt før. Stone var faktisk den første, der filmatiserede "Shadowlands", nemlig for BBC i 1985 (vist af DR Tv, 26. oktober 1986). Den film er klart bedre end Richard Attenboroughs biograffilm "Shadowlands" (1993), selv om Anthony Hopkins og Debra Winger på en måde er mere rigtigt umage end Joss Ackland og Claire Bloom i Stones otte år ældre version.

Stone er en kompetent og trofast instruktør på BBC’s lønningsliste. Ud over "Shadowlands" (1983) er han bl.a. mand for Nevil Shute-filmatiseringen "The Pied Piper" (1990) (TV 2/Danmark, d. 1/1 1991) med Peter O. Toole og Mare Winningham, Catherine Cookson-filmatiseringen "The Black Velvet Gown" (1991) (TV 2/Danmark, d. 1/8 1993) med Bob Peck og Janet McTeer, samt Agatha Christie-televiseringen "The Mirror Crack'd From Side To Side" (1991) (DR TV d. 7/8 1993) med Joan Hickson, Claire Bloom og Barry Newman.

Det er også BBC, Faith & Values Media-afdelingen, som har produceret "C.S. Lewis: Beyond Narnia". Igen har man altså valgt C.S. Lewis’ liv som emne, og man må søge andre steder hen, hvis man vil komme Lewis nærmere som kunstner og som livsfilosof. Jo, Lewis’ liv er godt stof - det viser i særdeleshed de to "Shadowlands" film - men Lewis er vel først og fremmest interessant, fordi han har skrevet "Narnia"-bøgerne? Jeg synes, vi trænger til at komme videre med det, der gør ham til en stor eventyr-forfatter, og det, der gør ham til en ikke helt så indiskutabel livsfilosof.

Lohse-gruppen skal dog ikke have utak for at udsende denne bog og DVD-pakke. De to værker fortæller om et menneskes omvendelse, omvendelse i den ægte forstand, at man vender sig om og lader Gud tale til sig, den Gud der er Gud hvad enten vi ønsker det eller ej. Bog og film har trods mine indvendinger stof nok til at sætte tanker i gang - og måske også en videre søgen på sporet af Lewis. En stille undren skal dog med til sidst: Hvorfor er hverken instruktør eller hovedrolle-skuespillere anført på DVD-omslaget?

Bo Torp Pedersen