Filmorientering




Da fri radio blev knægtet af statsmagten

For nutidens ungdom er det sikkert ubegribeligt, at lande som Danmark og England i deres forældres levetid havde regeringer, som ville og kunne forbyde piratradioer, fordi de var populære, frie og spillede ungdommens ønskemusik. For nutidens unge er musik – lige meget hvilken genre – lettilgængelig. Måske kan filmen ”The Boat That Rocked” hjælpe dem til at forstå, at sådan var det ikke i ti-året 1958-1968, og at det kostede en kamp, inden friheden vandt. Med Radio Mercur var Danmark og Sverige faktisk spydspidser, hvorefter fulgte engelske radio-skibe i midt-60erne.
     Filmen er en løst fortalt komedie, der tager tilløb til nogle små historier, dels om nogle af personerne på pirat-radio-skibet, dels om ministeren og hans nærmeste embedsmand, som er deres fjender.
     I denne fortællemåde giver istruktøren Richard Curtis skuespillerne god plads. Kenneth Branagh giver den gas i en parodi på en snæversynet konservativ politiker. Det er underholdende, men kan give nogen det fejlagtige indtryk, at det var en konservativ engelsk regering, som forfulgte pirat-radioerne. I alle årene 1964-1970 havde England en Labour regering under ledelse af prime minister Harold Wilson, og måske tabte han netop efterfølgende magten og blev afløst af en konservativ regering, fordi Labour regeringen i radio-sagen stod som 'konservativ' i dårligste, fordomsfulde forstand.



Philip Seymour Hoffman skal noteres for endnu en god rolle som én af Radio Rocks disc-jockeys, en amerikansk indvandrer, indfølt og præcist portrætteret. Den uforlignelige, uforudsigelige og fantastiske Bill Nighy føjer en ny facet til sin skuespiller-palet som piratskibets 'kaptajn'.



På radioskibet er det ellers den unge Carl, som er vi tilskueres indgang til det sælsomme univers, men det virker som en belemring, at vi skal bruge en masse tid på Carls seksuelle debut og søgen efter den ukendte far. Filmen vil således gerne gengive piratradiokulturen som et eksempel på det, der blevet kaldt hippiekulturens motto: ”Sex, Drugs and Rock'n'Roll” - måske lidt overdrevet, lidt for 'pædagogisk' for at gøre nutidens unge mere forstående over for det provokatoriske element i popkulturen.
     Men så er der musikken: Den ægte 1960’er popmusik fra Englands storhedstid med The Rolling Stones, The Kinks, The Hollies, The Beatles, Procol Harum og mange andre. Bedre kan det ikke blive: Det er hit på hit fra en fantastisk produktiv tid -  hits som nu er blevet evergreens. Selv om man kan savne én og anden af sine egne favoritter, f.eks. The Searchers eller The Tremeloes, er filmens soundtrack-album et 'must' for gamle popvrag, der ikke allerede har forsynet sig på CD.
     Er man som undertegnede vokset op på den jyske vestkyst, hvor vi kunne høre Radio Caroline, Wonderful Radio London (Big L) og senere Radio North Sea International, får filmen en ekstra dimension: en nostalgisk værdi. Nogle af pladevenderne er modelleret efter autentiske forbilleder, f. eks. The Emperor Rosko (amerikaneren 'The Count') og John Peel (den excentriske pladevender, som er den ukendte far).
     Reklameagtigt viser filmen lytternes begejstring – på arbejdspladserne og på børnenes værelser – hvor de dengang nymodens transistorradioer indfanger de ikke altid helt skrattefri toner fra Nordsøen. Men det er rigtignok: Det var i den grad ’feel good’ radio!
     Kombinationen af kampgejst, entusiasme og en enestående musikbølge gør piratradioerne til noget særligt, hvilket filmen giver et godt indtryk af. Popmusikken vandt, da statsradiofonierne med årene følte sig tvunget til at indføre popradio, 'melodiradio', men noget af piratånden gik tabt – også i takt med engelsk popmusik uheldige udvikling – da piraterne gik i land. Flere af piratradioernes folk blev ansat på BBC’s nye Radio One og Radio Two, f.eks. Tony Blackburn, og senere mange job på de nye regionale, kommercielle musikradioer, men ’skumsprøjtet’ gik efterhånden tabt.

© Bo Torp Pedersen
 




Tilbage til forside


Tilbage til oversigt






Branaghs minister









 


The Boat That Rocked
England 2009 – Instr. og manus: Richard Curtis – Medv.: Philip Seymour Hoffman (The Count), Bill Nighy (Quentin), January Jones (Eleonore), Rhys Darby (Angus),  Kenneth Branagh (Dormandy), Rhys Ifans (Gavin), Tom Sturridge (Carl), Nick Frost (Dave), Talulah Riley (Marianne), Jack Davenport (Twatt), Chris O'Dowd (Simon), Tom Wisdom (Midnight-Mark), Ralph Brown (Bob), Katherine Parkinson (Felicity), Gemma Arterton (Desiree) – 129 min. – Dansk biografpremiere d. 17/4 og på DVD d. 2/9 2009 – Udlejning / pressebilleder © UIP

Filmanmeldelser m.v.
Scope, CinemaZone, IMDb, Kino, The New York Times
 




 




Mine "pirater"

Fra min barndom i Thy husker jeg piratradioerne, især Radio London og Radio Caroline, som siden blev Radio Northsea International. Men der var også popmusik og spændende stemmer, når engelske Radio Luxemburg gik i æteren om aftenen.
     Mange af mændene fra piratradioerne og Radio Luxemburg fik siden en karrière på BBC, da den engelske Labour regering havde tvunget piraterne til lukning. En ganske særlig mand gik - før de andre - fra 208 til BBC, hvor han hævede pop-fanen: Alan "Fluff" Freeman med "Pick of the Pops", hver søndag eftermiddag.
     Der var fart på!
http://www.youtube.com/watch?v=rPBUuWRPwt8
     Her er et helt program fra 1969
http://www.youtube.com/watch?v=3ny4Xk9s9Is&feature=related
      Sky News nekrolog (2006) over "Fluff" med David "Kid" Jensen
http://www.youtube.com/watch?v=CeNk_B4z1eg&feature=related
     En anden TV nekrolog over Alan "Fluff" Freeman
http://www.youtube.com/watch?v=gK9yf5JZhKY&feature=related
     Alan Freeman på IMDb og Wikipedia
http://uk.imdb.com/name/nm0293283/
http://en.wikipedia.org/wiki/Alan_%22Fluff%22_Freeman
     Barry Alldis, Bob Stewart, Kid Jensen, Jimmy Saville, Stuart Henry, Tony Prince m.fl. på den engelske udgave af Radio Luxembourg, "208".
http://www.youtube.com/watch?v=dZzl2DWh3Pw&feature=related

En introduktion af den ægte piradio Radio London, The Big L, 1964
http://www.youtube.com/watch?v=ab7t7ZZrfFQ&feature=related
     Mere ægte piratradio, Tony Blackburn på Radio Caroline, 1965
http://www.youtube.com/watch?v=EbT3bbdgZhk&feature=related
     Sky News indslag med bl.a. Tony Blackburn om den engelske Labour regerings angreb på piratradioerne med Radio Caroline i spidsen.
http://www.youtube.com/watch?v=jUvuwbn9jJc&feature=related
    Nyheder på Radio Caroline, 14. august 1967
http://www.youtube.com/watch?v=yTSp3f9PxDE&feature=related
     Reportage fra 1967, da Radio London blev tvunget til at lukke.
http://www.youtube.com/watch?v=RfrtyRf0xTQ&feature=related
     Radio Caroline fortsatte illegaliteten længere end de andre. Her er Johnny Walker 1968
http://www.youtube.com/watch?v=_Y5QNkjKvyc&feature=related

Mere om piratradioerne
Wikipedia 1, Wikipedia 2, Wikipedia 3, Wikipedia 4, Wikipedia 4

Læs om de danske piratradioer 1958-1962
Henrik Nørgaard: Pirater i æteren. Køb bogen hos William Dam.

Bøger om de engelske piratradioer
Ralph C. Humphries: Radio Caroline. The Pirate Years. Oakwood Press, 2003.
Keith Skues & David Kindred: Pirate Radio. An Illustrated History. Amberley, 2016.
 

















   Alan Freeman


 

                                     * *  Denne side blev opdateret 1/8  2017   *  *