Betty Fisher og andre historier

Filmorientering

 

Tilbage til oversigten - - Tilbage til forsiden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

billeder © Gloria

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

© Gloria

 

 

 

 

 

 

 


Betty Fisher og andre historier (marts 2002)

Betty Fisher et autres histoires - Frankrig/Canada 2001 - Instr. og manus: Claude Miller (efter romanen "The Tree of Hands" af Ruth Rendell) - Medv.: Sandrine Kiberlain (Betty Fisher), Nicole Garcia (Margot Fisher), Mathilde Seigner (Carole), Luck Mervil (François), Édouard Baer (Alex), Stéphane Freiss (Édouard), Yves Jacques (René), Alexis Chatrian (José Novacki), Roschdy Zem (dr. Castang), Arthur Setbon (Joseph Fisher, drengen), Michaël Abiteboul (Milo), Consuelo De Haviland (fru Barsky), Pascal Bonitzer (hr. Barsky), Yves Verhoeven (Martinaud), Annie Mercier (Jacqueline), Béatrice Agenin (Alex’ elskerinde) - 103 min. - Dansk biografpremiere: 21/3 2003 - Dansk udlejning: Gloria
Tjek også CinemaZone, IMDb og Variety.

Forbløffende krimi

 

"Betty Fisher og andre historier" er en film, hvor parallelle historier mødes, krydses og går op i en højere enhed. Manuskriptet bygger på en solid kriminalroman af den engelske forfatterinde Ruth Rendell. I den vigtigste af handlingstrådene følger vi den fraskilte forfatterinde Brigitte, kendt som Betty Fisher, der bor alene med sin 4-årige dreng, og som har problemer med sin psykisk syge mor Margot. Da Brigitte mister sin søn, kidnapper Margot en jævnaldrende dreng. Vi følger nu det mærkelige forløb hjemme hos Brigitte, Margot og den nye dreng, og samtidig lader filmen os følge de dramatiske begivenheder omkring den kidnappede drengs biologiske mor Carole og de forbrydere og svindlere, der omgiver hende.

Filmen lader begivenhederne udfolde sig med en forbløffende logik og i en stemning, der veksler mellem det komiske og det tragiske. Intrigens spil med tilfældighederne og den særegne form for adaption kan nok siges at have et vist kynisk anstrøg. En enkelt anmelder har anket over, at den biologiske mor skildres som en dårlig mor, men at filmen dermed skulle hænge en hel social klasse ud er langt ude på et socialromantisk doktrinært overdrev. Filmens etiske centrum er hovedpersonen Brigitte, et moralsk anfægtet, varmt og kærligt menneske.

Personkarakteristik og skuespil er fremragende, og instruktøren Claude Miller bekræfter sit storartede håndelag. Miller og hans producent-ægtefælle Annie begyndte som assistenter for François Truffaut, og denne film bringer unægtelig minder om Truffauts mest kriminalistiske film. Miller er for længst modnet som selvstændig instruktør, bl.a. i film som "La petite voleuse" (1988) og "L’accompagnatrice" (1992). "Betty Fisher og andre historier" er et forfriskende nyt kapitel i Claude Millers karrière, og som vor kollega David Sterritt skriver i The Christian Science Monitor, er dette "én af sæsonens mest originale og energiske film".

Bo Torp Pedersen